Pædagoguddannelsen – ikke bestået

Vi sidder til et personalemøde og skal gennemgå, hvordan vi bedst muligt forholder os til det at have en studerende, der bliver skiftet ud med et halvt års mellemrum. Det viser sig hurtigt, at vi faktisk alle sammen er interesseret i at være vejleder for de studerende. Vi vil alle sammen gerne være med til at uddanne vores kommende kolleger og synes, at en studerende kan bedrage med meget til institutionen. Men da vi når til den mere praktiske del af at have studerende i vores institution, bliver det pludselig svært. En studerende går med ind i normeringen, hvilket gør, at vi har en medhjælper, der skal enten skal rokere rundt hvert halve år eller vi har en stue, der konstant skal have en studerende, som deres tredje kollega på stuen. Det blev gjort klart, at vi ikke kan sige nej tak til studerende, da Ballerup Kommune har en aftale med seminariet – og det er egentlig heller ikke det vi ønsker, så vi begyndte faktisk at overveje om vi skulle bruge vores lønpulje på at ”købe” den studerende fri, så den ikke længere går ind i vores normering – og så er det jeg tænker, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, vi svømmer bestemt ikke i penge i forvejen.

Der er virkelig mange gevinster ved at have en studerende, men det er også meget tidskrævende, og vi ved af erfaring, at der desværre er langt mellem de studerende, der bare går ind i huset og ikke har brug for rigtig meget guidning og vejledning. Og jeg fristes lidt til at sige ”Selvfølgelig har de brug for det!”. De er jo studerende og i gang med at lære hvad det vil sige at være pædagog. De skal afprøve en masse teori i praksis og de skal have mulighed for at lære, både ved selv at afprøve ting, men så sandelig også ved at observere på dagligdagen og drage deres egne erfaringer ud fra det de ser.

Da jeg selv var studerende, kan jeg huske hvor meget jeg nød at veksle mellem skole og praktik, og jeg kan huske, at jeg troede jeg havde været rigtig heldig med mine praktiksteder, men måske har de været heldige at få mig? Jeg elsker mit job og har altid vidst, at pædagog var mit kald, derfor har jeg nok også følt mig nødsaget til at forsvare uddannelsen overfor andre, ved at pointere, at alle ikke kan blive pædagog og det ikke bare er noget man bliver, hvis alt andet failer, men må indrømme, at jeg er begyndt at revurdere min opfattelse. Derved ikke sagt, at alle kan blive en dygtig pædagog, men når man først er kommet forbi adgangskravene til seminariet, så virker det som om, at kravene stille og roligt daler. Der er intet pensum, og jeg har endda oplevet, at en studerende har dumpet en praktik, men stadig bare får lov at gå videre – kan det skyldes, at seminariet først modtager penge for den studerende, når uddannelsen er bestået? Presser det ikke skolen til at få sendt så mange som muligt igennem? Og måske også dem, der ikke burde have stået med afgangsbeviset?!

I mine nu 5 år i pædagogarbejdet må jeg desværre indrømme, at jeg er stødt på nogle pædagoger, hvor jeg ikke forstår hvordan de er blevet uddannet. Jeg tror ikke det er fordi de ikke vil børnene det bedste, men jeg tror ikke de er blevet udrustet godt nok fra seminariets side.

Pædagogfaget, er som så mange andre fag, afhængige af løbende udvikling, derfor er videreuddannelse et must, men hvad gør videreuddannelse, hvis de ”ny udklækkede” pædagoger ikke er rustet til det arbejde, der venter dem. Vi må give de studerende de bedste forudsætninger for at blive dygtige pædagoger, og det kræver, at de får lov at være studerende gennem hele deres studietid – også i praktikken. Derfor skal de have nogle vejledere i institutionerne, der ved hvordan man vejleder og der skal være klare krav fra seminariets side, der sikrer, at alle pædagoger har en basal viden indenfor udviklingspsykologi, inklusion og andre relevante områder, men vigtigst af alt skal de studerende være studerende og ikke indgå i normeringen.

Kommentarer