Den dag jeg klemte min datters hals fast i hendes cykelhjelm

Jeg har engang klemt min datters hals fast i hendes cykelhjelm. Problemet var, at jeg ikke selv opdagede det. Min datter gjorde det eneste rigtige: Hun stod stille. Den klare fornemmelse af at bevægelse ville øge trækket i hendes hud gjorde, at hun tog det oplagte valg… at stå stille.

Mandag morgen: Dagplejemoderen i legestue, os foran hendes dør ved hjemmet, poser med madpakker og bleer med sniplukning (så de kan skiftes, uden at tage barnets bukser helt af), tik tak tik tak og panik… Den farligste slags, hverdagspanik.

Og fin, fin barnehud fanget i cykelhjelmens klemme.

Og pigen der står stille…

”Kom, vi skal videre til legestuen”. Ingen bevægelse… ”Kom nu, vi skal afsted”. Pigen står stille. ”Kom nu her”… Tænker hurtigt, tænker ikke. Må tættere på, så jeg kan råbe budskabet direkte ind i hendes ansigt – det skal nok hjælpe. Og her opdager jeg blodet… Den lille fine røde tråd af blod på hendes hals.

Og så giver det mening… Børn står stille – på stedet, i deres udvikling – når de har noget i klemme. Noget som de ikke selv kan løsne, og som vi voksne ikke har fået øje på. Noget, der bremser bevægelsen hen imod mors, fars eller pædagogens ønske. Børn vil gerne samarbejde, gøre voksne tilfredse, opfylde forventninger og flytte sig derhen, hvor fingeren peger. Nogle gange er samarbejdet at gøre modstand, være på tværs, så mor, far, pædagog bliver nødt til at stoppe op og handle anderledes. Nogle gange at følge med, og nogle gange at stå helt stille, fordi stilstand kan være det, der mindsker trækket i huden.

Det er barnets ret at stå stille, når noget klemmer. Det er min – moderens, pædagogens – forpligtelse at stoppe op, få øje på den fine røde tråd og hjælpe barnet i bevægelse.

 

Kommentarer