Det er noget Rod, Lotte!

Vil du ændre noget, må du med op i praksis!

Vi taler alt for meget om manglende ressourcer og manglende tid i stedet for at se på, hvordan vi bruger de ressourcer og den tid, vi har.

Ja, jeg ved godt at mange pædagoger føler sig pressede, men netop derfor skal vi forholde os kritisk til, hvad det er for en pædagogisk kvalitet vi leverer! Ellers er vi jo selv med til at fastholde “janteloven” og opbygge et kæmpe tabu – en meget effektiv måde at grave vores egen grav på.

Kom nu pædagoger og ledere. Stå frem – giv udtryk for, hvad I vil. Når vi bliver pålagt at skulle forholde os til dokumentation, sprogvurderinger, læreplaner, børnemiljø osv. Så drop den evige klagesang om mangel på tid og ressourcer, men sig for f….. da, hvordan og i hvilket omfang, I vil gøre det ,eller om I i det hele taget vil! Jeg ved, mange beslutninger på politisk, organisatorisk og ledelsesmæssigt plan træffes, uden at nogen har haft det nødvendige mod til at stille kvalificerede og undrende modspørgsmål – Tag nu bladet fra munden, hvad vil I være med til?

Situationen i mange daginstitutioner er dybt kritisabel. Den store bunke af viden vi har, i forhold til bl.a. neurologi, pædagogik og psykologi, bliver ikke brugt tilstrækkeligt. Udsatte børn og unge lider under det. “Prøv lige og hør her!” Hvis der er børn, I ikke ved, hvordan I skal hjælpe, så stå ved det! Bliv ved med at give udtryk for at her er et problem, der skal løses – fasthold din tydelighed og egenrespekt! Lad være med at acceptere at alt kan løses i anerkendelsens tegn – der skal mere til.

Alle børn kan lære! Ja, også børn med en diagnose som ADHD, ADD osv. Ledere og pædagoger skal udvise nysgerrighed i forhold til at lære de enkelte børns udviklingsstrategier at kende. – men det sker ikke nok i dagens Danmark. Kom nu!

Jeg taler om en kulturændring. Jeg taler om, at ledere og pædagoger bliver nød til at forholde sig til, at dårlige kulturer og vaner kan og skal brydes!

Mange daginstitutioner er gennemsyret af dårlig kultur, der gør at ingen forholder sig til gamle vaner og dårlige strukturer, her nogle eksempler, hvor der kunne være brug for nysgerrighed og undren:

Jeg undrer mig over, at mange pædagoger og ledere i daginstitutioner ikke kan lege?

 Jeg undrer mig over, at en dagtilbudsleder kan have medarbejdere han/hun ikke ved, hvem er?

 Jeg undrer mig over, at mange daginstitutioner “lukker ned” mellem 12 og 14, når der skal afvikles pauser. Hvem sørger for at Villy med ADHD bliver varetaget i det tidsrum? Hvorfor udtænkes der ikke flere alternativer?

 Jeg undrer mig over, at daginstitutioner i samme dagtilbud ikke er interesserede i at lære af hinanden. Har de ingenting at lære hinanden? Eller er de bange for, at dem i daginstitutionen ved siden af er dygtigere?

 Jeg undrer mig over, at der tales alt for lidt om udvikling og strategier for det enkelte barn på p-møder?

 Jeg undrer mig over, at ledere er interesseret i at lede administrativt men ikke pædagogisk. For hvorfor ansætter vi så ikke HK ere?

 Jeg undrer mig over, at der i danske daginstitutioner går pædagoger rundt, som er bange for at gå ind i konflikter med børn. Børn har jo netop brug for voksne, der kan tænke konstruktivt i forhold til at konflikter og aggression er en naturlig del af menneskelivet. Nej, selvfølgelig skal den nyuddannede ikke kunne varetage voldsomme konflikter fra dag 1, men hver daginstitution bør have sin egen “vidensbank” – pædagoger med erfaring og “knowhow”, så vi kan handle som et team og reagere, når børn er i mistrivsel. Har en institution ikke det, er det så ikke lederens opgave at træde i karakter og synliggøre at, der er brug for hjælp?

 Jeg undrer mig!!!!!!!!!!!!!!

 Vi kan få det til at ske! Ændre dårlige kulturer ved at lade praksiseksperter vejlede og rådgive. Ja, undskyld mig (medlem af folketinget), Lotte Rod -ikke med flere tænketanke, ej heller om de så er udformet som en flyvende drømmekuffert! Ikke med flere råd, ikke med flere udvalg, ikke med flere møder. Nej, men i praksis her og nu når problemet opstår.

Jeg taler om pædagoger, lærere og andre, der har den nødvendige erfaring og de rette faglige og menneskelige kompetencer. Så vi kan gribe ind med den rette pædagogiske hjælp, så snart det er konstateret at “Peter” på “spilopstuen” mistrives. (Jeg har også et bud på, hvordan det ser ud. Tjek trivselsstarteren på trisuli.dk)

Jeg ved, at negativ social arv kan brydes, det kan den, hvis vi gør og tør det, det kræver! Jeg ved, at dårlige mønstre kan brydes og ændres. Jeg ved, at forebyggelse og tidlig indsats er det, der kan gøre en forskel, så vi i Danmark kan opdrage, danne og udvikle endnu flere innovative mennesker, og så de udsatte ikke ryger af i svinget. Kom nu Danmark.

Det er en ond cirkel, der skal brydes og vi kan starte med at bryde en af pædagogfagets største selvværdsproblemer – at vi ser os selv i bunden af det pædagogiske hieraki. “Os nede eller ude i praksis!” STOP DET. VEND DET PÅ HOVEDET!

Fra i dag – fra nu, er vi oppe i praksis. Så kan vi lade teorier, politikere og embedsfolk være rødder, eller grundlag eller?

Kære pædagog og kære leder, hvordan føles det oppe i praksis? Du er velkommen heroppe Lotte Rod og tag bare Manu med!