Jeg Skylder Dette Samfund Velfærd

Jeg kan huske, at der var engang hvor jeg kunne læse mig hæs ved at fortælle børn historier fra bøger i en børnehave på sofaen. Det gør jeg ikke mere. Det bliver højst til et par sider, og så fiser jeg afsted til en nyligt opstået akut situation. Intet under at flere børn har ADHD, når deres rollemodeller er tvunget til at ræse rundt som tossede for at nå at se, høre og støtte dem. Jeg er i rimelig god form, tager glad 25 km i løb, 100 arm bøjninger, og kan danse indtil de fleste politikere får hjertestop. Det er hårdt at være pædagog, jeg har udfordret min kommune til at finde en ligeså motiveret, faglig og engageret pædagog som jeg, og denne vil jeg med glæde tilbede. Jeg har den indstilling at uanset hvilke vanskeligheder jeg påduttes, vil jeg konfrontere dem som en leg, for leg er alvor men lyst betonet. Jeg har sonet, dyrket kampkunst og yoga, malet, mediteret, skrevet, sunget, danset, læst massevis af psykologi, ledelse, sociologi, religion, politisk videnskab, historie, filosofi. Jeg har altid været aktiv, men i sommers sagde min krop fra.

Jeg var ude og løbe, da jeg til min forfærdelse opdagede at jeg ikke længere kunne styre min vandladnings og afføringstrang. Jeg en voksen mand og far til 3 børn blev afklædt min værdighed indefra. Pædagogen som altid er klar til at tage fat, var bundet til at være hjemme og i nærheden af en toiletkumme dagen lang. Jeg kunne ikke købe ind, hente mine børn, gå på tur med dem, træne og gik helt i stå. Jeg gik til lægen og de kunne ikke forstå min tilstand, indtil vi fandt ud af at det nok skyldtes stress. Jeg arbejder opmærksomt på at lytte til og ignorere mine kropssignaler nu. Nogle gange siger min hjerne jeg skal tisse, når jeg ikke skal. Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil lade mit arbejde drive mig til grunden på den måde igen. Jeg lod mig rive med, slugte kameler og sprængte min blære og tarm på retter fra ydre styring som ikke gør bedre end harm. Men jeg indså, det var mig som valgte at sluge dem. Det gør jeg ikke mere. Ingen skal bukke under for unødige modstående strukturer, der spinker og sparer på vores praksis, os folk og vores fag.

Pædagoger som mig der slider og smiler med ondt i ryggen og uddeler pamoler, aspiriner, panodiler, ibumentiner, codymagnyler og iprener til hinanden, bare for at bevare evnen til at give børn kærlighed. Jeg siger start! Starten på at vi pædagoger udfærdiger og handler på planer der laver  tingene om og ikke længere lader som om. Der er ingen der kan lide at deres partner simulerer når man stimulerer. Hvis mine politikere virkelige mener de vil mig godt, så ved de at man ikke kan lade som om. For at komme dertil skal der den rigtige indsats. Læs mig lige, det er ikke for at være uanstændige, men ligefrem ærlig. Ligesom jeg hører at den ydelse blandt politikere bliver udliciteret, for den offentlig tilbud og standard ikke er god nok, selv om den er gratis. Gad vide om det er derfor de er så begejstret og tilfredsstillet når udlicitering er så populær?

Jeg arbejder hårdt og håber at jeg dør mens jeg er i gang med at gøre det jeg elsker, at holde af mine dejlige smukke medmennesker. Jeg føler jeg skylder dette samfund et bidrag for alt det jeg har fået foræret af andre mennesker, og jeg er klar over at ligesom enhver færd er der vanskeligheder på vejen. Jeg kan kun håbe at vi vil mødes, og at du og jeg vil rejse sammen, for om du vil eller ej så gør vi det allerede du og jeg og allesammen i dag.

Kommentarer