Hvad mon de egentlig laver, de pædagoger?

5177551-parkour

17. april kl. 15.05 på legepladsen tæt ved bålstedet:

Der sidder to pædagoger og taler sammen. Hver med en kop kaffe i hånden. De har placeret sig i solen og ser ud til at nyde det gode vejr og samtalen. En kvinde og en mand. Den ene siger noget sjovt og de griner begge. Ind i mellem kaster de et blik ud over en flok børn, som leger ved nogle klatrestativer og  balancebomme. Andre børn spiller fodbold og nogle står ved bålet, der knitrer hyggeligt.

Han ser pædagogerne og tænker på at rygtet måske taler sandt: Alle kan blive pædagoger, for det kræver jo ikke meget andet end at hygge sig og drikke kaffe. Det ser i hvert fald sådan ud.

Han skal hente Emil, for han er Emils bedstefar. Emils bedstefar hedde Kurt. Emil, er lige blevet 7 år og er elev på skolen. Han er nu i SFO. Kurt går hen til de to pædagoger og spørger om, de ved, hvor Emil er henne? De er imødekommende og smilende, men de ved ikke hvor Emil er. ”Har du været henne ved sandkassen?” Nej, men der vil han da prøve at kigge.

Kurt nærmer sig sandkassen og ser endnu en pædagog. Han er skaldet og stærk ser han ud, synes Kurt. Den skaldede sidder på kanten af den enormt store sandkasse med en mobiltelefon, en iPhone, kan Kurt se. Den skaldede skriver. Mon han skriver sms´er til en eller anden her midt i arbejdstiden? Ind i mellem ser Kurt dog at den skaldede kortvarigt ser op og faktisk kigger på nogle børn som bygger et sandslot. Nå, men noget af tiden holder den skaldede dog alligevel lidt øje med nogle af børnene, tænker Kurt. Den skaldede vender dog hurtigt tilbage til sin telefon og skriver videre. Helt åbenlyst mere optaget af sin telefon end af de børn han burde tage sig af.

Heldigvis får Kurt øje på Emil. Emil ser sin bedstefar og løber glad hen til ham. Emil har sådan glædet sig til at blive hentet af sin bedstefar.

 

17. april kl. 15.05 på legepladsen tæt ved bålstedet:

Jeg sidder sammen med min gode kollega, Helle. Jeg siger, at nu skal det gøre godt med en kop kaffe her i solen. Helle vil gerne dele en god idé med mig og høre, hvad jeg siger til den: Hvad med om vi kunne få nogle af de børn, som elsker parkour, til at undervise andre børn i sporten? Det kunne måske foregå i pigernes gymnastiksal om onsdagen. Den er så godt udstyret til parkour-bane. Jo, siger jeg. Idéen er god. Der er så meget læring i det med at formidle, hvad man er god til.

Vi tænker selvfølgelig netop på en dreng og en pige, som altid er sammen og er gode til sporten. De ville have virkelig godt af udfordringen. Drengen kunne få så meget selvtillid og det trænger han til. Pigen kunne har godt af at komme mere ud med sig selv og måske få flere relationer. Det ville være en genial opgave for de to. Og ydermere ville mange børn have godt af at lære parkour. Og dig med, Helle, siger jeg og vi griner. Helle er højgravid og vi kunne lige se hende i parkour.

En mand nærmer sig og jeg tænker, ud fra alderen, at han nok er bedstefar til et barn. Jeg mener også at have set ham en gang for længe siden. Helle og jeg retter vores opmærksomhed mod ham. Han siger, at han skal hente Emil og spørger om vi har set ham? Helle siger, at han måske kunne være henne i sandkassen.

Lidt senere går jeg hen for at se, hvordan det går for Svend. Jeg ser hans skaldede hoved stikke op henne ved sandkassen. Og jeg ser på hans muskuløse krop og tænker, at han vist er lidt stærkere end mig. Faktisk en hel del. Jeg er praktikvejleder for Svend. Jeg ved, at han i dag ville forsøge at lave nogle observationer på en børnegruppe som for tiden holder til i sandkassen. De bygger sandslotte med voldgrave og forsvarsmure af farvede skovle som stikker faretruende op af sandet.

Jeg spørger om han har fået lave sine observationer. Svend siger at han har skrevet det hele ind på sin telefon. Vi kan så tale om dem i morgen tidlig under den ugentlige vejledningstime.

Så går jeg videre. Jeg møder parkour-børnene. De øver sig med deres stunts hen over et borde-bænke-set. De er bare helt med på Helles idé om at undervise de andre og glæder sig tydeligvis.