Vuggestuen er mere end gråd, bleskift og middagslure.

Vuggestuen 2014

Som pædagog, undrer jeg mig jævnligt over hvorfor man i medierne, blandt venner og bekendte, sjældent omtaler Vuggestuen som en selvstændig enhed, men alt for tit sniger den ind under kategorien “Børnehave”. Vuggestuen bliver i mine øjne nedprioriteret, og det er en fatal fejl. Vil man forebygge, så starter det i vuggestuen. Men hvor bliver vuggestuen af i debatten, hvem vil tale dens sag- pædagoger, forskere, politikere, forældre!?!

 

Signalværdien i ikke at benævne vuggestuen ved navn, er stor. Og det er her det går galt. Anerkendelsen af vuggestuepædagoger er lav, både blandt egne fagfolk såvel som ude i samfundet. Desværre, for her foregår betydningsfuldt pædagogisk arbejde. Det virker som om, at man stadig har tendens til at tro, at det primære arbejde består i at skifte ble, made børn, sove og trøste alle de små babyer. Og det hele er rigtigt. Det er det vi gør. Men det er ikke BARE noget man gør.

 

Den anden dag spurgte jeg en kollega, om hun nogensinde havde arbejdet i vuggestue, nej svarede hun, ”der går alt for meget tid med det praktiske…”

 

Jeg kan fortælle, at der ligger en pædagogisk tanke og værdi bag hver og én af disse praktiske og daglige gøremål. At få skiftet sin ble, er en aktivitet som omhandler, selvhjulpenhed, selvværd, kropsfornemmelse, sprogudvikling, og nærhed med den voksne når lille Anton pusles. Det samme er gældende når vi spiser frokost. Her lærer børnene hjælpsomhed, dække bord, vente på tur, at bede om drikkelse, udvikle smagsløg, sociale omgangsformer, meningsfuldhed i samværet med de andre. Og hygge. På mit arbejde, er frokosten en helt speciel tid på dagen, som vi værner om. Ingen telefoner bliver taget, ingen beskeder overleveres, hver voksen sidder med 4-5 børn, og skaber et rum fuld af tryghed og tilstedeværelse. Her bliver alle set og hørt, for der er fuldt fokus på den relation vi har med hinanden. Dig og mig, om noget.

 

Og Jo, det kan sagtens gøres med distance, og uden omtanke, som når en stue normeres med alt for mange børn, eller for få voksne. Små vuggestuebørn trækker sig i store grupper, eller bliver hyperaktive og forvirrede. Det er alt for meget at rumme, selvom strukturen er sat og rammerne er kendte. Faktum er, at det er umuligt at favne alle børnene, tilliden og nærværet forsvinder. 

 

Resultatet er rå pasning og ”samlebåndsbleskift”, uden den tætte “én til én kontakt”, som er så fundamental for netop et vuggestuebarn.

 

Det gør ondt på både børn og voksne. Så derfor, anerkend vigtigheden af vuggestuen, og sørg for ordentlige vilkår. For det er her den grundlæggende udvikling sker. Og den skal ske med engagerede, nærværende voksne, som kan give børnene den tryghed og omsorg, som er helt basal for at kunne mestre eget liv, vise følelser og forstå andres. Hjælp med at få Vuggestuen ud af skyggen og frem i lyset.

Kommentarer