Det, der tæller kan ikke måles.

Vi skal til at holde ’rundkreds’. Børnene kommer mere eller mindre roligt ind og sætter sig. Nogle kigger i en bog, andre sidder og pjatter, andre igen sidder og kigger ud i luften. Jeg sætter mig ned mellem Mogens, som har svært ved at sidde stille ret længe, og Mette, som lige er startet og endnu ikke er helt tryg ved situationen: at gå i børnehave. Hun ser glad ud, da jeg kommer.

Jeg ser også, at Pia, som er medhjælper på stuen, har sat sig ’strategisk’ for at støtte børnene i, at kunne få en god oplevelse ud af ’rundkredsen’.

Alligevel er der nogle af børnene, som er skuffede – det er i høj kurs at sidde ved siden af en voksen, men i dag er vi kun 2 voksne på stuen, for Jesper, min medpædagog, er på kursus i ’Inklusion’. Og der er ikke råd til en vikar. Så ’heldigvis’ er der 3 børn, der er syge eller holder fri i dag, så der ’kun’ er 19 børn på stuen.

Jeg er lidt bekymret for et par børn på stuen: Silas, som ikke har haft en hel nem start på livet, med en ’karrieremor’, som fik en fødselsdepression, som ikke blev behandlet i tide, og senere skilsmisse og nu i arbejde, men åbenbart ikke har det rigtig godt. Silas er en (for) stille dreng, som går meget rundt for sig selv og ikke har den store tiltro til sig selv eller omverdenen. Han har svært ved at lege med de jævnaldrene og vælger hellere at sidde for sig selv.

Og så er der Martin, som kan lave konflikter ud af ’alting’, han råber og slår om sig lige så snart han føler sig uretfærdigt behandlet. Martins første år har heller ikke været særlig sjove. En familie med for meget alkohol, for dårlig økonomi og alt for megen ’passen sig selv’.

Der er andre børn på stuen som kræver lidt ekstra opmærksomhed: Sofie er meget trist for tiden, hendes forældre er ved at blive skilt og det går vist heftigt for sig derhjemme ind i mellem.

Og Joakims far er lige blevet arbejdsløs og der er vist problemer med at få det hele til at køre rundt i den lille familie.

 

Nå, jeg må vist lige tilbage ’til virkeligheden’:

 

Medhjælperen spørger ud i rundkredsen: ”Er der nogle af jer, der vil fortælle noget til de andre børn om jeres weekend?

Silas er meget ivrig: står næsten op, med fingeren oppe og ivrer: ’mig, mig!’

Han får lov og han fortæller glad og ivrigt: ”Jeg har været på fisketur med min far!”

Pia: ”Ja, det lyder sjovt. Hvad for nogle fisk fangede I?”

Silas ser forvirret ud: ”Øh, – det ved jeg ikke”.

Pia: ”Kender du nogen fisk, Silas?”

”Og hvad med jer andre – kender I nogen fisk?”

Flere af børnene råber i munden på hinanden: Torsk! Makrel! Tun!

Jeg ser glæden forsvinde i øjnene på Silas. Hans iver slukkes og han synker lidt sammen og kigger tomt ud i luften.

Heldigvis bemærker jeg det og bryder ind:

”Fiskene gemmer vi lige lidt. Jeg tror ikke Silas blev færdig med at fortælle?!”

”Silas, hvad lavede I på din fisketur med din far?”

Silas ’vågner’ lidt igen: ”Vi sov i telt. Og vi skulle selv lave mad på bålet. Vi spiste pølser og suppe. Og vi sov i en sovepose. Far og mig sejlede i en båd og jeg fiskede. Der var ingen toiletter, så man skulle tisse i skoven. Det var så sjovt”

Hans lille ’tale’ bliver fremført med iver og glæde og man kan se at han oplever det hele lidt igen. Og vi andre oplever en lille lomme af lykke i en lille drengs liv.

 

Og vi var tæt på, at ødelægge noget af oplevelsen, ved simpelthen at tro, at vi vidste, hvad han havde oplevet. En ’fisketur’ handler ikke nødvendigvis om fisk, men i dette tilfælde om samvær med en far, Silas ikke ser så tit og om at lave noget sammen.

Og så tæt på, at Silas igen var blevet bestyrket i hans selvforståelse: at han lige så godt kunne lade være med at dele sine tanker med andre, for de var alligevel ikke interesseret i ham. Bestyrket i, at han ikke var særlig værdifuld.

 

Der er mange børn, som hver især har behov for noget særligt. Måske taler vi om en fem-seks stykker i en børnegruppe, som har brug for ekstra omsorg og  nærvær for at udvikle sig positivt. Det handler ikke om at lære bogstaver eller  at kunne betjene en iPad. Det handler om, at vi, som pædagoger har øje for barnets behov, og det kræver, at vores opmærksomhed 4-snegle-på-vej er på barnet og det er ofte ikke muligt. Manglende ressourcer og alt for mange meningsløse opgaver gør, at vi forfalder til at blive ’skolelærere’ altså at vi har fokus på målet: hvad skal barnet kunne når det starter i skolen i stedet for at fokusere på hvad er dette barns behov?!

God børnehavepædagogik kan, efter min mening,  karakteriseres ved, at fokus er på barnet og barnets behov (der kan være omsorgsbehov, opdragelsesbehov og udviklingsbehov jævnfør Pär Nygren). Nogle gange føles det som om, politikerne vil bestemme hvad vi laver med børnene. Men jeg tror, ikke det handler om at lave noget bestemt med børnene, men 1. at vi laver noget sammen 2 at det er meningsfuldt for barnet . Børnene har krav på et godt børneliv og det kan være meget forskelligt for forskellige børn, hvad det bør indeholde. God pædagogik kan ikke måles. Men den kan mærkes.

Obs. Ovenstående fortælling om rundkredsen kunne sagtens være sand, men er opdigtet.