Har vi givet os selv mundkurv på?

Kender I det, at man har lyst til at kaste håndklædet i ringen, sige tak for nu, smække hårdt med døren og aldrig se sig tilbage? Fordi meningsfuldheden pludselig ikke længere er til stede i ens arbejde. At mærke ens initiativer og ideer ikke bliver hørt og forstået. Fornemme frustrationerne tårne sig op, samtidig med følelsen af, at give op!

 Jeg gør. Men den anden dag fik jeg noget nær en åbenbaring. En måde at fjerne den kvælende handlingslammelse.  På uddannelsen til Pædagogisk Meningsdanner, lærte jeg et nyt ord, Positivitetsfascisme. Et langt og knudret ord, som på forskellig vis, ikke ligger særligt godt på tungen..  Men det fik mig til at undres..

 Sociolog Rasmus Willig, som blandt andet står bag bogen Umyndiggørelse, fortalte om hvilken indflydelse dette begreb har på pædagogisk praksis og andre fag, hvor følelsen medbestemmelse, ejerskab og ansvar er stor.  Ordet kan, som jeg forstår det, blandt andet indebære, at vi skaber en kultur, hvor vi omtaler, samt forholder os positivt og ukritisk til de problematikker, der rør sig på arbejdspladsen.

 Men hvorfor gør vi det? Er det bekymringen for at blive stemplet som et brokkehoved, der ikke har JA-hatten på? Som kun ser begrænsninger frem for muligheder, når snakken falder på de forringede arbejdsvilkår og dårlige normeringer? Som pædagog kan det også være frygten for hvilke konsekvenser sandheden har. Kunne virkeligheden om, at der i daginstitutioner rent faktisk findes børn, som ikke trives, være et udtryk for, at vi ikke gør vores job godt nok? Og bliver vi så fyret?!?

 Måske er der en grund til, at vi ikke i højere grad fortæller de historier der gør ondt, men i stedet forherliger og forsøger at kræve anerkendelse for den kæmpe indsats vi gør til dagligt. Måske er det et underliggende og ubevidst ønske om arbejdsro? At vi ved at tie stille, måske får lov til at udføre vores arbejde?

 Og hvis hele sandheden kommer frem, vil det så betyde, at vi nok engang skal stå for skud for alle de meninger og holdninger, som der fra samfundets side, helt åbenlyst er til vores fag? Og vil det så IGEN resultere i, at politikere intervenerer, og drukner os i nye tiltag og ”løsninger”?

 Hvorom alting er, så er det et følsomt emne, som blandt andet involverer loyalitet, frygt, etik og konflikter. Men stopper vi med at ytre os, forsvinder legitimiteten i vores arbejde. Kritik er en mulighed for at vise, at vi gennem faglige argumenter, har krav på indflydelse.  Og i så fald ovenstående har noget på sig, og mængden af negativitet og dårlige forhold afvæbner vores lyst til at turde handle og fremsætte kritik, så mener jeg det er på tide, at tage bladet fra munden og stå fast på vores virkelighed.