Ingen sikker identitet, uden en sikker relation.

Min måde at håndtere den professionelle relation på har af ofte givet anledning til spørgsmål og kommentarer fra kolleger.

Sommetider har jeg oplevet en skeptisk og tilmed irettesættende holdning til min praksis; der har bestemt været nogen som vidste, hvad jeg burde gøre, istedet for det jeg gør. F.eks. burde jeg sørge for at distancere mig fra mennesket, som jeg skulle hjælpe. Men jeg sætter ikke lighedstegn mellem evnen til at holde følelsesmæssig afstand og evnen til at arbejde professionelt. For mig er evnen til at turde mærke det andet menneske, og samtidig kunne kontrollere sine egne følelser og handlinger, netop lig med evnen til at arbejde professionelt.

For en del år siden trampede jeg rasende, frustreret og ked af det ned gennem en asfalteret skolegård. Det gjorde jeg efter endnu en episode, hvor jeg følte mig irettesat og sat på plads, og havde så meget brug for at overbevise andre. Jeg hungrede så meget efter en anerkendelse for mit arbejde. Men mine argumenter for det jeg gjorde slog aldrig til.

At være pædagog og komme i kontakt med børn forpligter naturligvis professionelt. For mig forpligter det også menneskeligt og etisk. Der er et paradoks imellem den professionelle distance og den grad af involvering som det pædagogiske relationsarbejde kræver. Pædagogens fornemmeste opgave er nok at gøre sig selv overflødig. Men før det kan ske, skal barnet udvikle kompetencer, som gør det muligt for det at stå på egne ben. Ved at blive en tryghedsperson som står model til raseriudbrud, vrede og sorg uden at dømme, bliver jeg den stabile, som er til at regne med. Over tid vil jeg derfor kunne slippe afsted med at give barnet tilbagemeldinger på egen adfærd – og forklare andres reaktion på den adfærd.  Jeg vil forholde barnet, hvad det er nødt til at gøre anderledes, og  præsentere alle de handlemuligheder jeg kan komme på, indtil vi sammen finder den helt rigtige.

Børn er små mennesker som udvikler deres personlighed alt efter hvordan omgivelserne reagerer på dem, og alt efter hvilke forudsætninger vi som omverden tilbyder dem.

Det er en faglig proces at være tæt på de børn som har det svært – men det er ikke en faglig proces som kan renses for menneskelige følelser. Der vil opstå følelser! Det eneste, der i mine øjne kan gøre det uprofessionelt er, hvis man nægter at forholde sig til følelserne, og nægter at tage ansvar for dem. Jeg tænker konstant over mine handlinger. Jeg forsøger at have tættest mulig kontakt til forældre og samarbejdspartnere. Jeg er meget ofte bange for ikke at slå til.

Jeg er bange for at være for lidt – og jeg er bange for at være for meget. Men jeg er aldrig i tvivl: At turde være både fagligt og følelsesmæssigt tilstede for det andet menneske, dét er professionelt!