Det pædagogiske mirakel

Jeg udøver mirakler. Ikke sådan nogle af bibelske dimensioner, som da Moses skilte vandene, eller da en brændende busk pludselig begyndte at tale. Nej, jeg taler om pædagogiske mirakler. Sådan nogle der sker for helt almindelige mennesker, og som ikke involverer nogen form for overjordiske fænomener, men som alligevel fylder én med forundring og ærefrygt. Sådan nogle mirakler der sker, når et barns liv pludselig tager en drejning væk fra mistrivsel og adfærdsproblemer til glæde og forløsning af potentialer som følge af en pædagogisk intervention.

Miraklet skete igen i går. Jeg stod ved et vindue på første sal på min skole og betragtede en gruppe af store og små elever, der spillede stikbold i forbindelse med den nationale trivseldag. Jeg fik øje på drengen fra 8. klasse, som i lang tid har gjort sig dårligt bemærket blandt sine lærere, som ikke har deltaget i undervisningen, og som har haft det rigtig svært. Han havde fået opgaven at spille sammen med indskolingseleverne, og nu smilede han over hele hovedet, og han uddelte kram til de små drenge, der hang på ham, tydeligvis fulde af beundring. I det øjeblik vidste jeg, at jeg var lykkedes med mit arbejde.

Da jeg senere på dagen havde mit ugentlige møde med drengen og hans mor, kunne jeg dele mine betragtninger og oplevelser, og de følte begge styrken af forandringen, som jeg også gjorde det. En måneds stenhårdt pædagogisk arbejde begyndte nu at bære frugt. Vreden og mistilliden over for skolen, der havde manifesteret sig i en konfliktsøgende adfærd hos både mor og søn var nu erstattet af en spirende optimisme og glæde over, at ting var begyndt at lykkedes for ham.

Da jeg kørte hjem på min cykel efter mødet, følte jeg, at jeg fløj. Jeg var fyldt med en blanding af stolthed og taknemlighed over at have et arbejde, hvor jeg kan gøre en så stor forskel for en familie.
Jeg kom til at tænke på, hvor mange tusinde børn og deres familier, der hver dag tager et skridt mod et bedre liv med en pædagog ved deres side.

I dette øjeblik, hvor jeg sidder og skriver, er jeg ikke i tvivl. At være pædagog er verdens mest fantastiske arbejde. Vi er både omsorgsgivere, opdragere, trivselsfremmere og udviklingsagenter. Vi er i stand til at udøve mirakler, men vi er ikke tryllekunstnere, for der er intet mystisk ved de mirakler, vi udøver. Miraklet indtræffer, når vores faglighed bliver udfoldet optimalt, og hver eneste dag udøver vi pædagogiske mirakler på landets institutioner og skoler.