Anerkendende relationer! Det kan pædagogerne også!

Fire strømper uden fod, en tomat så rød som blod, og en gammel gulerod, kan du få, for 1 kr”.  Jeg kan næsten høre tonerne fra min barndoms julekalender, og se de stereotype dukker fra Jullerup Færgeby for mit indre blik. Et billede på et samfund, hvor der er plads til alle, hvor der er trygt at være, og hvor drengen Anton dagligt revner sine bukser på sin vej igennem barndommens små og store udfordringer. Et samfund hvor det sociale fællesskab har en helt central placering, og hvor det er helt i orden at komme hjem med revnede bukser, fordi det er sådan noget der sker, når børn leger og prøver deres grænser af, i det der er begyndelsen på deres livslange udviklingsproces.

Det er i denne eksperimenterende og legende proces vi også benævner “barndommen”, at pædagogerne har deres berettigelse. For det er netop i denne første fase af livet, at nødvendigheden af omsorgsfulde voksne med blik for hvert enkelt barns individuelle trivsel, og udviklingsprocesser, er så indlysende.

I min pædagogiske virkelighed sker det ca. èn gang om måneden, at en bekymret forældre ringer til os på fritidshjemmet og spørger til hvordan vedkommendes barn har det, for klasselæreren har nemlig ringet og lagt besked på telefonsvareren om at Sonja var ked af det og havde ondt i maven. Jeg kigger rundt i alrummet og ser Sonja, igang med at tegne med tusher ved det store bord. Hun sidder sammen med et par andre piger, fordybet i sin tegning og bearbejder dagens mange indtryk. For ca. 10 minutter siden, da hun kom hen til mig og blev krydset ind, og jeg så hende i øjnene, og spurgte hende hvordan hun havde det, svarede hun “fint”. For Sonja havde det fint da hun nåede frem til fritidshjemmet.

På min arbejdsplads bliver både Sonja og Mikkel og alle de andre børn, nemlig set, hørt og anerkendt for lige netop de helt unikke personligheder de hver især er, og ikke fordi de sidder på en stol og rækker fingeren i vejret og kan stave til mus og hus. Det kan være godt og vigtigt at blive rost og anerkendt for et stykke arbejde man har udført i skolen, men det er ikke nok.

Alle, ikke mindst børn, har behov for at opleve at blive anerkendt for andet og mere end f.eks. deres boglige færdigheder. Og det er lige præcis det de gode pædagoger kan og gør; etablerer de anerkendende relationer i daginstitutionerne og fritidshjemmene hver eneste dag!

Kommentarer