Langtidsholdbar pædagogik

Mødet mellem to mennesker er altid en gave. Og en opgave.

Martin på 21 er i jobtilbud i børnehaven. En af den slags drenge, der har haft svært ved at finde sin plads i vores ellers demokratiske samfund. Rodet skolegang præget af pjæk og forældrenes manglende opbakning. Dermed følger måske naturligt nogle ”sindssyge” bekendtskaber. For nu blot at bruge én af hans egne betegnelser.

Martin skal være sammen med mig i børnehaven i seks måneder. Det skal vise sig at blive en helt særlig gave, som dog er kamufleret grundigt som en særlig opgave.

Martin er god til at lege med børnene. Det ses tydeligt. Måske fordi han selv bliver som en lille dreng på banen, når bolden går i kassen. Eller fordi han glemmer tid og sted, når vi bygger huler og laver bål. Men han bliver også 4år, når han forsøger at hjælpe børnene med at håndtere hverdagens naturlige konflikter.

Det sidste er knap så ønskværdigt som det første.

Martins måde at takle børnene på er ofte langt fra husets pædagogik. Et hus hvor alle følelser er tilladte, konflikter ikke behøver vindere og tabere, ingen skal straffes og alle har ret til en god guide.

I de sværeste situationer har Martin og jeg nogle komplicerede sammenstød. Mine pædagogiske evner udfordres, når jeg skal forklare ham mit fag og min personlige overbevisning omkring menneskesyn, opdragelse og demokratiske værdier.  I personalestuen bliver de velreflekterede pædagogiske argumenter fra min lille krop dog omvendt proportionale med Martins store kæft. Meget store kæft.

Men med tiden flytter vi os. Begge to. Jeg kan se, han udvikler sig. Og jeg bemærker, at jeg reflekterer over min egen tilgang til Martins person. Mine værdier og min overbevisning, om hvad et menneske er, og hvad et menneske har brug for, udfordres og styrkes gennem mødet med Martin. Fordi han lader mig komme tæt på. Og fordi jeg viser Martin, hvem jeg er, og hvad jeg står for.

Et par uger før Martins afsked opsøger han mig på legepladsen, hvor jeg gynger to børn i hængekøjen under det store bøgetræ. Vi rimer og remser, mens børnene propper munden med spæde bøgeblade. Martin siger:

Hvis jeg havde gået i den her børnehave, da jeg var lille, så havde mit liv været meget anderledes.

Sådan dér! Jeg lader rosen blomstre af frygt for at ødelægge noget.

Martins sidste dag oprinder aldrig. Han ringer  tidligt samme morgen og melder sig syg.

Der går mange år, før jeg ser ham igen. Men i mellemtiden tænker jeg ofte på ham. Og den gave han blev for mig.

7år senere står han pludselig i børnehaven igen. Han ser voksen ud, og han er ikke alene. Han har taget sin knap 3årrige søn med og sin højgravide kone.

Han ser på mig og siger:  …Det føles så rigtigt, at jeg skal give min søn den chance, jeg aldrig selv fik

Kommentarer