I kampen om at erobre den pædagogiske dagsorden, bliver børnene de første ofre.

Jeg arbejder som vuggestuepædagog og mit redskab er mig selv. Mit arbejde er vigtigt. Vi præger barnets udvikling fra første dag de sætter deres små fødder i vuggestuen. Og for 90 % af alle danske børn, er det deres virkelighed i mellem 6-8 timer dagligt. Det er et faktum, og med det føler jeg et stort ansvar.

Jeg står i køkkenet på arbejdet, varmer min frokost, kigger ud af vinduet på legepladsen, og mærker mit hjerte hamre afsted. Pludselig er der også tåre, og jeg tænker, hvad pokker sker der? Varmen strømmer til mig fra kollegaer, arme der trøster, ord der forstår.

Jeg skammer mig. En time forinden puttede jeg en lille ny mand, opløst af gråd, træt og udmattet efter 4 timer i vuggestue. Jeg er også træt, men beroliger mig selv ved at huske på, at jeg jo har handlet efter bedste formåen, og ud fra de principper og værdier vi har i institutionen. Sætningerne kappes om pladsen i mit hoved, for at retfærdiggøre hvorfor han var så ked af det og at det er ok. ”Han skal jo nok falde til, det er ok han græder”. ”Vi er her og ser ham, han må bare græde, for vi har også 11 andre børn vi skal tage os af, give nærhed, omsorg og kærlighed”.

Min suppe koger, alt imens en sandhed går op for mig. Som vuggestuepædagog byder jeg de små børn en verden, som jeg i bund og grund ikke altid kan stå inde for, og som jeg ved på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning. Jeg bebrejder ikke kun mig selv, men også mine kollegaer. For vi er jo alle med til at fastholde hinanden i fortællingen om, at det vi gør, er det rigtige. Det gør mig fortvivlet. I mine øjne, lukker vi af for en følelsesmæssig dimension af vores arbejde, som er afgørende for værdien af vores praksis. Vi er rollemodeller for børnene og kan igennem vores nærvær og autenticitet, udgøre den trygge ramme hvori deres personlige og følelsesmæssige udvikling har sit udspring. Men hvad lærer jeg dem, hvis jeg ikke er tro imod mig selv og mine egne følelser?

I dag føler jeg vrede. Mod den udvikling og det samfund, som tillader at vi har institutioner som burde kunne bryste sig af, at have de dygtigste pædagoger og de bedste rammer for børns udvikling og trivsel. Der stilles som aldrig før, krav og forventninger til den pædagogiske praksis, samtidig med at mulighederne for at opfylde disse, stødt og roligt forringes. For mig at se skal vi passe på, at det som det virkelig handler om, børnene, ikke drukner i en debat, hvor der fra forskelligt hold, kæmpes om at erobre den pædagogiske dagsorden.

Jeg er pædagog, og taler barnets sag. Jeg er også menneske, med følelser, og jeg er glad for den dag jeg knækkede!

Kommentarer