Tag pædagogerne med på råd

I dag ville Willy bare ikke være med.

Jeg underviser en klasse med 6-7 årige en dag om ugen i massage. De giver hinanden ryg-massage på mine instruktioner. 7-8 minutter til hver.

 Men i dag ville Willy ikke være med.
Han sad bare der på sin stol med korslagte arme og ville bare ikke være med. Og ikke sige hvorfor. Jeg mærkede irritation og frustration og lidt ængstelse for at miste kontrollen.

 Godt, jeg lod ham være og sagde at han jo så måtte sidde lige så stille og kigge på, men at jeg godt lige ville tale med ham efter timen. I en venlig men bestemt tone.

 Jeg er altid lidt bange for den slags. For hvis én kan desertere fra mine ellers udmærkede aktiviteter, kan andre så også tilslutte sig? I et fælles mytteri måske?

 Det skete nu ikke. De kan generelt godt lide at massere hinanden på ryggen og er altid spændte på startritualet: Ugens lodtrækning på min lodtræknings-app på min iPhone. Hvor jeg får vist at jeg skam er med på de tekniske noder.

 Nå, efter timen bad jeg så Willy blive mens de andre forlod klassen. Da vi var alene bad jeg ham sætte sig og spurgte venligt og nysgerrigt, hvorfor han ikke ville være med til massage i dag? Willy sagde at det var fordi de andre altid masserede for hårdt og det kunne han ikke lide. Om han havde sagt det til de han fik massage af? Ja, men de gjorde det alligevel ikke blødt nok. Jeg sagde at jeg næste gang ville sørge for at han fik en partner, som jeg med sikkerhed vidste var god til at gøre det blidt. Om han så ville være med? Ja, det ville han gerne.

 Før næste uges massage sagde jeg ud over klassen at Willy skulle have en partner, som var god til at give en nænsom massage og spurgte Franz om han ville? Det ville han gerne.

Alle kan lide at blive taget alvorligt. Der er altid en grund til børns reaktioner. Det betaler sig at prøve at lytte ind. Tage barnet med på råd.

Det samme gælder forresten voksne. Og også pædagoger!
Jeg tror virkelig at det også her kan betale sig at lytte ind i pædagogernes hverdag. Tage pædagogerne med på råd. Hvad synes de virker?
Hvilke problemstillinger oplever de? Hvordan skaber vi de bedste institutioner for vores børn? Fremtidens voksne som skal blive innovative og skabende og fylde vores land med livsglæde og langsigtede løsninger.

Alle vil gerne tages alvorligt. Så samarbejder vi bedst.

Jeg håber at de politikere som træffer beslutninger om ændringer, nedskæringer, omstruktureringer af vores pædagogiske arbejdspladser har pædagogerne med på råd. Det er jo her ekspertisen og erfaringerne findes.

Mig har de dog endnu ikke spurgt.
Men måske har jeg den dag været fraværende. Måske på kursus i anerkendende pædagogik?

Kommentarer