Min virkelighed.

Jeg har fri fra arbejde, klokken er 16.30 og jeg tramper godt til i pedalerne for at nå min søns børnehave inden lukketid. Jeg får øje på én af pædagogerne fra hans børnehave, som kører i modsat retning. Vi er kun få meter fra hinanden og jeg hilser på hende, men hun har blikket stift rettet fremad og cykler forbi uden at se mig. Måske kører hendes arbejdsdag også passé der på cyklen, ligesom den gør for mig lige nu.

Min virkelighed finder sted i en skolefritidsordning i Århus. Hele dagen har jeg løbet rundt for at nå det hele. Forsøgt at holde øje med og guide de børn som har det svært i det store fællesskab, mens jeg indimellem skulle tjekke skoleintra (vores interne kommunikationssystem), læse og besvare beskeder fra lærere, pædagoger og forældre, tale med en kollega om et projekt vi skal lave i morgen, sørge for at der bliver lavet snobrødsdej, holde øje med puderummet ml. kl. 13 og 13.30, løse pludseligt opståede konflikter mellem børnene, hente fastelavnskøller i kælderen, smøre rugbrødsmadder til de børn som ikke har madpakke med, observere et barn som der skal søges timer på, fylde opvaskemaskinen, finde en forsvunden jakke, tale med forældre og finde skiftetøj til et barn, som har tisset i bukserne.

Jeg har nået meget og burde være tilfreds. Men i stedet føler jeg mig nedslået og utilstrækkelig. Jeg ænser ikke omgivelserne og hvem som passerer forbi mig der på vejen, fordi min arbejdsdag passerer på nethinden og jeg endnu en gang må konstatere, at jeg ikke fik prioriteret det nærvær og den omsorg, som er en nødvendighed for at børn kan trives og udvikle sig bedst muligt. Min fornuft siger mig, at jeg traf det nødvendige valg ud fra de vilkår jeg har at arbejde under, hvor vi gradvist er blevet færre og færre pædagoger til flere børn. Men følelsen af at være nedslået og utilstrækkelig vil ikke forsvinde.

Politikerne vil nok mene at det skal være sådan. At vi ikke skal være flere end vi er til at tage vare på børns liv, at det må være op til den enkelte pædagog at prioritere sin tid, være effektiv nok til at nå det hele og ellers ændre på de ting som står i vejen, inden for de givne rammer naturligvis.

Men følelsen vil ikke forsvinde og er lige til at blive stresset over. I et stresstruet erhverv, hvor jeg igennem årene har set gode og dygtige kolleger miste glæden ved arbejdet, blive vrede og indesluttede, for til sidst at forsvinde helt fra arbejdsmarkedet, hænger ordet stress som en sort sky over mit hoved.

Ifølge stressforeningen koster stress årligt vores samfund 14 milliarder kroner i sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsenet. Stress er en folkesygdom og støt stigende blandt offentligt ansatte i takt med at man fra politisk side har valgt at skære ned på offentlige ydelser. Som oversat til en vuggestue betyder færre varme hænder, i ældreplejen betyder mindre tid til at møde borgeren og i skolefritidsordningen betyder mindre tid til nærvær og omsorg. Det har konsekvenser for de mennesker vi har med at gøre og det har konsekvenser for os og vores arbejdsliv, at vi konstant bliver færre til at løfte opgaverne.

En stor del af de 14 milliarder kroner kunne være omsat til mere tid til nærvær og omsorg for vores børn og ældre og hjælp til udsatte i vores samfund. Samt til at skabe gode og bæredygtige institutioner, hvor de ansatte havde mulighed for at udfolde deres faglighed til gavn for vores børn, ældre og udsatte og ikke, som det er tilfældet nu, gradvist brænder ud i takt med at sparekniven falder igen og igen.

Jeg drømmer stadig om, at jeg som pædagog får mulighed for at udføre et tilfredsstillende, pædagogisk stykke arbejde, med tid til nærvær og omsorg. Hvor jeg ikke, ligesom tusindvis af andre pædagoger, sygeplejersker og andre formidlere af offentlige ydelser, må cykle hjem med følelsen af at være nedslået og utilstrækkelig.