Hallo Peter Pedal, hvor er du cyklet hen?

Som barn var jeg dybt fascineret af Peter Pedal. Især elskede jeg den historie, hvor Peter Pedal er vinduespudser og kravler ind i en stue og maler alle møblerne i fantasifulde farver og figurer. Der er vist både en zebra og en tiger! Men hvad er det med ham Peter?  Peter Pedal begår jo den ene fejl efter den anden.  Jo, det er rigtig nok, men Peter Pedal er fantastisk! Han er en kunstner på sin cykel – umiddelbar, modig og nysgerrig. Hans nysgerrighed gør, at han får rygsækken fyldt med lærerige og dannende oplevelser – oplevelser jeg som barn drømte om, og personlige egenskaber jeg identificerede mig 100 % med.

Vi er på legepladsen i børnehaven ”Evigglad” Andreas og Kurt leger i sandkassen. De er ved at grave et stort hul. Sandet de graver op, lægger de i en stor bunke bag sig. Andreas tager en stor skovlfuld sand og smider den bagud, noget af sandet rammer Kurt på kinden. Kurt bliver forskrækket og vred. Han tager sin skovl og slår Andreas på armen. Andreas begynder at græde. Betina, som er pædagog, går hurtigt hen til drengene tager Kurt i armen og siger hårdt ”Jeg vil ikke ha du slår – hvis du skal lege i sandkassen, skal du stoppe med at slå!”

Aldrig før har pædagoger haft adgang til så stor en mængde faglig viden som i dag. Det vrimler med bøger, kurser, internater og uddannelser, der udbyder en bred vifte af brugbar viden indenfor bl.a. neurologi, psykologi og pædagogik – men kom nu derude!  Det kan godt være, vi ved en masse om alt muligt, men vil vi omsætte den viden til praksis, skal vi først og fremmest begynde at undre os og stille spørgsmål – være nysgerrige!

Kære Betina, har du glemt Peter Pedal? Har du glemt, hvor fantastisk det er at være nysgerrig? Har du glemt, hvor stort, spændende og fantastisk livet er – hvis du altså stiller dig undrende overfor den verden, du møder? Kære Betina, hvad er grunden til, at du konkluderer på Andreas´ og Kurts vegne i stedet for at stille dem et spørgsmål, som f.eks. ”Hey, drenge, hvad laver I?”

Sådan et spørgsmål kunne have været starten på en samtale med børnene, der kunne have forklaret, at Kurt faktisk havde en intention med og en begrundelse for sin handling. Herudfra, kære Betina, kunne du have givet Kurt en handlemulighed i forhold til, næste gang han mærker vreden boble i maven. Kurt kunne have lært noget – han kunne have udviklet sig!

Ja, der kan stilles mange spørgsmål til Betina og helt sikkert til flere hundrede eller måske tusinde andre pædagoger, men hvorfor er vores institutionskultur blevet sådan, at vi glemmer at undre os og være nysgerrige?

Jeg er sikker på en del af svaret ligger i manglende ledelse! Nogle ledere har simpelthen ikke de nødvendige personlige og faglige kompetencer, det kræver at lede. Jo, selvfølgelig findes der dygtige leder, men min opfattelse er, at de drukner i administrativt arbejde frem for at være pædagogiske ledere og kulturbærere i de institutioner, de er sat til at varetage.

Så hallo ledere – træd i karakter. Hvis I har evnen og lysten til at lede, så giv jeres frustrationer tydeligt til kende og adresser den, hvor den hører hjemme! Jeg vil gerne hjælpe jer på vej. “Hallo embedsmænd og -kvinder i ”Børn og Unge” i Skanderborg, Aarhus – You name it! De nye ledelsesstrukturer har skabt mere administration og mindre pædagogisk ledelse. Det er spild af ressourcer. Det er en ommer!  ”

I må ud på trappen og pifte – efter Peter Pedal, for jeg vil have min leder og min nysgerrighed tilbage. Piiiiiiiift Peter Pedal  – kom tilbage!

Kommentarer