Savnes: Mere omsorg i folkeskolen!

For nylig kunne man læse i landets aviser, at den er gal med disciplinen i Danmarks folkeskoler. Niels Egelund hældte benzin på bålet ved at sige, at de danske skoleelever simpelthen bliver straffet for lidt. Lærere og skoleledere bør tilsyneladende i langt højere grad benytte sig af eftersidninger og hjemsendelser for at genoprette respekten omkring lærerne og undervisningen i al almindelighed. Ikke overraskende har disse udtalelser vakt genklang hos DF-politikere og andre antipædagoger.

Efter et årti hvor den danske folkeskole er blevet udstillet gang på gang i blandt andet PISA- og TIMSS-undersøgelser og senest “9.Z mod Kina”, er det naturligt, at alle med en mening om folkeskolen leder efter grunde til, at Danmark halser efter vores skandinaviske naboer, når det kommer til faglige resultater. Og nu er det så åbenbart den manglende disciplin, der bærer skylden for folkeskolens nedtur, og selv Antorini ryger med på galejen og udtaler, at man nok har været for håndsky og undladt at signalere nødvendigheden af ro og orden.

Jeg er pædagog på en folkeskole, og jeg oplever hver dag de konflikter, der opstår, når børn ikke kan eller vil gøre de ting, som deres lærere beder dem om. Disse konflikter er ofte kendetegnet ved, at relationen mellem lærer og elev er kørt af sporet, og her oplever jeg på den ene side lærere, der føler sig magtesløse, fordi de ikke kan vende den negative relation. På den anden side oplever jeg elever, der føler sig svigtet i relationen til den voksne, og brugen af straf og disciplin i disse situationer skaber blot større afstand mellem børn og voksne.

Det er blevet udtalt, at vi i folkeskolen ikke er klædt godt nok på til at opretholde en tilstrækkelig disciplin, men i mine øjne handler det om, at vi generelt set ikke er klædt godt nok på til at indgå i positive relationer med de børn, der udfordrer os. Når vi møder modstand i form af uønsket adfærd hos eleverne, vender vi os gang på gang mod sanktioner i stedet for at prøve at forstå, hvorfor børnene agerer, som de gør, og vi underminerer dermed den i forvejen skrøbelige relation, vi har til disse børn.

Vi ved fra masser af forskning, at den enkeltstående vigtigste påvirkelige faktor i en pædagogisk intervention er relationen mellem barnet og den voksne, og en god relation består både af omsorg og struktur. Hvis der kun er omsorg og ingen struktur i relationen mellem eleven og den voksne, bliver forholdet hurtigt præget af grænseløshed og manglende professionalisme, der ikke er befordrende for elevens faglige læring. Omvendt vil en relation uden omsorg, der kun udgør en ydre struktur for samværet være præget af en følelsesmæssig distance, der ikke er befordrende for elevens trivsel og sociale læring.

Desværre er vi i folkeskolen tilbøjelige til udelukkende at anskue børn, der ikke udviser den ønskede adfærd, som uopdragne “ballademagere”, der trænger til struktur og disciplin. Vi overser, at mange af disse børn mangler omsorg og skriger på kærlighed, og vi forsømmer derfor at møde dem med varme, forståelse og tålmodighed. Vi har skabt en institutionslogik, hvor de, der ikke kan opføre sig ordentligt, bliver set som “onde” børn, der udgør en trussel mod de mere tilpassede elevers læring.

Der er ingen tvivl om, at vi i folkeskolen kæmper hårdt for at skabe respekt omkring børnenes skolegang. Elever og forældre stiller andre og større krav end tidligere, og lærerens autoritet er ikke længere givet på forhånd, men hvis vi tror, at det bare er et spørgsmål om at indføre mere disciplin og strengere straffe, så begår vi en stor fejl. Vi må ikke kaste os ud i et unuanceret og ensidigt korstog for mere disciplin, for så risikerer vi at glemme nødvendigheden af at yde omsorg for de børn, vi har ansvaret for.

Kommentarer