Pressede pædagoger

”Nu må det være nok. Det kan ikke passe. Der må være en kant. Jeg forstår det simpelthen ikke”

Mange tanker flyver gennem mit hoved når jeg tænker på den undersøgelse i Odense kommune, der påviser hvor mange pædagoger der er bange for at ytre sig om kritisable forhold i institutionerne, af angst for repressalier.

Hvordan kan det lade sig gøre?

Problemerne med pædagogernes angst for at ytre sig har fyldt en del i medierne den sidste tid. Hver gang jeg hører eller læser om det undrer jeg mig: hvordan kan det lade sig gøre at skabe denne kultur, hvor det at forholde sig til sine arbejdsvilkår og kvaliteten af det arbejde man udfører, bliver opfattet som noget negativt?

Og samtidig ved jeg selv hvor lidt der skal der skal til, før jeg bliver utryg og bekymret for om mine udtalelser bliver taget ilde op.

Jeg forholder mig for det meste kritisk til de udmeldinger der kommer fra for eksempel min leder. Jeg stiller spørgsmål og kommenterer på de ting jeg finder urimelige. Det har gennem årene givet mig nogle knubs, og det har bestemt ikke altid været rart.

Hvorfor?

Jeg har også oplevet hvordan et enkelt menneske har kunnet få mig til at føle mig ubeskriveligt lille, uværdig og latterlig. Jeg har oplevet at blive rigtig bange for konsekvenserne af mine udtalelser. Ikke kun på egne vegne, men også på mine kollegaers.

Men jeg har også oplevet at de kampe jeg alligevel har valgt at tage, har ført nogle positive forandringer med sig, på trods af perioder med bekymringer og frygt for konsekvenser.

Til gengæld har jeg også oplevet at vælge nogle kampe fra, lige præcis af frygt for, hvad det kan føre med sig.

Men det pirrer min nysgerrighed: hvilken mekanisme i os mennesker får os til at være vidne til dybt kritisable forhold, og samtidig bøje nakken og tie? Hvordan kan en samlet personalegruppe kues så groft, når vi alle ved, at vi er stærke sammen, og sikkert også vil være de stærkeste, hvis bare vi holder sammen – også når bølgerne går højt og vi er i stiv modvind?

Og hvilken mekanisme får  en leder eller forvaltning til at vælge truslerne om repressalier, som den foretrukne ledelsesstil?

Uacceptable arbejdsmiljøer.

Jeg har  været vidne til miljøer med paranoide medarbejdere, der hele tiden kigger sig over skulderen, og ikke ved hvilke kollegaer de kan stole på. Og uanset hvor meget jeg har opfordret til oprør eller ærlige svar i APV´en, vinder angsten over trangen til at gøre op med urimelighederne.

Jeg bliver meget frustreret når jeg oplever disse miljøer. Det gør mig vred og ked af det, for sådan et arbejdsmiljø indebærer som regel også at medarbejderne bliver mere og mere pressede. De har ondt i maven når de går på arbejde, de føler sig utilstrækkelige, og deres grænser for, hvad de vil finde sig i bliver hele tiden rykket. Og til sidst sygemelder de sig én efter én.

Det undrer mig at de enkelt ledere – på de enkelte institutioner eller i forvaltningerne –  synes at sådan et miljø er optimalt. Det undrer mig at de ikke ønsker at have medarbejderne som medspillere i stedet for – om end i det skjulte –  som modspillere.

Nu er det nok.

Jeg er bange for at denne kultur omkring manglende ytringsfrihed er mere omfattende end vi alle sammen kan forestille os.

Angsten for kritik er så stor, uviljen til at forholde sig til kritik – uanset hvor konstruktiv den måtte være – så omfattende, at der sidder rigtig mange utrygge medarbejdere i alle landets kommuner.

Der skal gøres op med denne trussel mod ytringsfriheden og demokratiet i Danmark.

Der skal gøres op med denne uacceptable måde at behandle medarbejderne rundt om i landet på.

Det er fantastisk at undersøgelsen i Odense har fået sat emnet på den landsdækkende dagsorden. Nu skal vi bare bide os fast i hele landet. Der skal snakkes højt om det urimelige i at true medarbejdere til tavshed. Om det alarmerende der er i, at kritisable forhold i for eksempel daginstitutioner bliver fejet ind under gulvtæppet, på grund af medarbejdernes angst for at udtale sig.

Pædagogerne i Danmark skal finde følelsen af at blive behandlet urimeligt frem. Følelsen af at deres faglighed bliver trådt for nær når de bliver truet til tavshed, skal overhale angsten, og få pædagogerne til at træde frem og udtale sig.

Samtidig  skal der gøres op med middelmådige ledere der kun evner at lede ved hjælp af trusler, og ikke evner dialogen og  samarbejdet. De er ikke deres opgave voksen, og vi skal ikke bøje nakken for dem.

Og så skal der gøres op med forvaltningernes omnipotente opfattelse af sig selv – men det er vist en helt anden historie…..