Inklusion – et urealiserbart princip!

Inklusion er og bliver et absurditetsbegreb i min verden! I hvert fald i forhold til institutionsverden!

I takt med begrebets indførelse – og en stærk forøgelse af den enkelte pædagogs arbejdsopgaver i form af dokumentation og øvrig formidling af det pædagogiske virke – er ressourcerne – herunder efteruddannelse – slet ikke fuldt med – tværtimod.

På landsplan er der igennem de sidste mange år fyret hen ved 5000 pædagoger! Du læste rigtigt! 5000 pædagogstillinger er skåret bort, hvilket svarer til en reduktion af den samlede pædagogstyrke på godt 3,5 % over to år. Og der løbes stærkt rundt omkring – med stress og manglende arbejdsglæde til følge.

I Odense kommune skæres nu helt ind til benet! Der skal spares millioner af kr. på 0-6 års området! Og det vil givet koste pædagogstillinger. Stillinger som i forvejen er stærkt reduceret i antal. Ydermere lukkes 4 specialafdelinger ned – og ekspertisen føres ud! Til hvad – og af hvilken grund, spørger jeg!

Og alligevel snakkes om inklusion som om kvaliteten af denne intet har at gøre med antallet af ansatte pædagoger – og tiden til det enkelte barn! Der snakkes i øvrigt om frivillighed i forhold til det pædagogiske arbejde, hvilket jeg anser som en ren og skær spareøvelse uden tagen højde for en masse etiske og moralske problematikker. Det er fuldstændig grotesk – og uden for al sund fornuft!

Pædagogik er et fag – og skal varetages af mennesker som har taget en bachelor i dette! Som minimum.

Undersøgelser viser jo netop – senest påvist igennem BUPL – at ALENE antallet af pædagoger har stor betydning for det enkelte barns udvikling som hele og hendes eller hans mulighed for at komme til orde, blive set, og være en del af fællesskabet! For at forebygge og undgå fænomener som mobning. For styrkelsen af sproget, for motorikken, for indlæringen af sociale færdigheder og kundskaber af mere ”boglig” karakter, for glæden ved at komme i institutionen, når der er tid til at vinke farvel til enten mor eller far, til at tage på tur i naturen, til at bage boller, til at bygge en drage, til at få et kram, og til det at få læst en historie af en pædagog, som har god tid, er nærværende, og ikke hele tiden skal have øjnene på stilke, for at kunne gribe ind i forhold til de konflikter der givetvis opstår børn imellem. Det er jo børn, vi har at gøre med – på godt og ondt!

Det vil helt givet også gå ud over det allerede eksisterende forældresamarbejde, som er en, om end ikke netop den vigtigste, hjørnesten i alt godt samarbejde med småbørnsforældre! Det handler bloggen her dog ikke om.

Man river da heller ikke blomster op med rod – eller gør man…?

Kommentarer