Bare der var mange flere af den slags dage.

Jeg er rigtig træt, men samtidig er jeg fyldt med energi og glæde – den slags energi og glæde der kommer af, at føle at arbejdsdagen har været god. At jeg har gjort en lille forskel, og at de børn jeg har været sammen med har haft en positiv og lærerig oplevelse.

Og nej! Det jeg skal til at skrive, handler ikke om den svære inklusion der lykkes  eller det ulykkelige barn jeg har opnået en god kontakt med.

Det handler om en helt fantastisk tur med 22 børn i 2. klasse og deres klasselærer, på en dag med solskin og højt humør.

Vi har været på tur til en legepark, hvor hele konceptet går ud på at lege gamle lege. Vi har været sammen med en instruktør der har lært os en masse gamle lege, og vi har haft tid til selv at udforske parken og alle de lege og spil den rummer.

At nyde…

Børnene har nydt ikke at være i skole. De har nydt at kunne løbe rundt på egen hånd og udforske parken. De har nydt at sidde på græsset i solskin og spise madpakker. De har nydt at én af børnenes mor kom med kage og saftevand til os. De har især nydt at smide sko og strømper og soppe i det lille vandløb der var i parken.

Jeg  selv har nydt at være udenfor de vante rammer. Jeg har nydt at være udenfor og  aktiv hele dagen. Jeg har også nydt at sidde på græsset i solskin og spise min madpakke. Jeg har nydt at have det rigtig sjovt sammen med børnene. Jeg har nydt at høre dem grine og se dem løbe rundt uden de vanlige restriktioner, om, ikke at løbe indenfor eller at skulle være stille i timerne.

Men hvad lærer de?

Skeptikerne vil sikkert gerne komme med indvendinger her, for en hel dag uden undervisning – det lærer børnene jo ikke noget som helst af!

Og her kommer jeg så til kernen af det jeg gerne vil frem til, for JO børnene har lært rigtig meget idag – indlæringen er bare ikke foregået i et klasselokale og i lektioner af 45 minutters varighed. Til gengæld har børnene haft en dag der svarer til 7 lektioner.

Først og fremmest har vi været ude og gå for at komme med bussen, så det har været nødvendigt at snakke om færdselsregler og det at færdes i trafikken.

Dernæst har vi kørt med bus. Denne øvelse kan også være svær, for der er andre mennesker med bussen, som der skal tages hensyn til, og bussen skal jo også gerne være hel når vi står af, så der skal også snakkes om, hvordan man helt generelt opfører sig i en bus.

Ved ankomsten til legeparken tager instruktøren imod os.Han vil gerne have at børnene lytter når han giver instruktioner, så her er det nødvendigt med respekt, koncentration og at lytte.

Mens vi leger kommer vil til at skubbe til hinanden i kampens hede, så nu skal børnene også lige finde ud af at sige undskyld, tage imod en undskyldning og være gode kammerater og hjælpe hinanden op igen og trøste.

Efter at have leget med instruktøren har børnene mulighed for at udforske parken på egen hånd. I parken er der nogle regler der skal overholdes, så igen skal børnene huske reglerne og respektere dem.

Ved de fleste af spillene og legene er der skriftlige instruktioner, så børnene læser og læser for at finde ud af, hvad de skal de forskellige steder.

Når de får lov til at løbe rundt på egen hånd er det også nødvendigt at lave nogle aftaler med deres klasselærer og mig – disse aftaler skal selvfølgelig overholdes. Og når børnene er på egen hånd stiller det også krav til deres måde at være kammrater på.

Madpakkerne skal spises udendørs i det fantastiske vejr. Det afføder en snak om hvor skraldet skal hen bagefter og hvorfor. Børnene skal desuden vente på at vi allesammen bliver færdige med at spise, og mens vi spiser bliver der snakket om stort og småt – der foregår mange mærkelige ting i verden og hvad er grundloven lige for en størrelse?

I legeparken er der en lille café, hvor børnene kan købe en is for de penge de har med. Men hvor meget kan man købe for 30 kroner? Der bliver lagt sammen og trukket fra til den helt store guldmedalje, og børnene må stå i kø og vente på tur.

Og så hjem igen.

Efter en lang og sjov dag går turen hjem igen med bussen, og igen skal vi gå fra bussen og hjem til skolen, så vi får lige repeteret nogle af tingene fra turen ud.

Det har været en helt igennem fantastisk dag – den bedste dag i lang tid, for idag har jeg været med til at rykke noget for børnene. Jeg har for en gangs skyld haft rigtig god tid til at snakke med børnene og svare på deres spørgsmål.

Og børnene har suget  til sig – de har lært en masse og haft en skøn dag uden for de vante rammer.

Og hvis der er nogen der spørger mig – Ja så har de idag lært langt mere end de nogensinde kommer til på en helt almindelig skoledag.

Bare der var mange flere af den slags dage.

Bare der var mange flere af den slags dage dage hvor jeg sammen med min lærerkollega kan give børnene nogle fantstiske oplevelser, hvor de har mulighed for at bruge alle de kompetencer de opnår både i skole og SFO.

En folkeskole med mange flere af disse dage i stedet for tests og tavle-røv undervisning – se det ville være visionært.