Jeg vil se det, før jeg tror det!

Der siges og skrives i disse dage meget om pædagoger og deres rolle i fremtidens folkeskole. Skolereformen, der er undervejs, indeholder flere punkter, hvor pædagoger nævnes som den faggruppe, der skal realisere Regeringens ønsker i samarbejde med lærerne. BUPL og flere fremtrædende forskere drøfter allerede, hvordan pædagogers faglighed bedst sættes i spil, men jeg er skeptisk over for, om vi overhovedet får flere pædagoger i skolen.

I de sidste seks år har jeg været ansat på en folkeskole i forskellige funktioner, både som støttepædagog og som del af specialklasser, og fælles for samtlige år har været, at min stilling i det kommende skoleår først har været sikret og defineret få uger før sommerferien. Det hele har stået og faldet med økonomien, og jeg har fulgt pengene rundt på alle skolens tre afdelinger og har måtte løse de opgaver, der nu var økonomi til at løse.

Forud for dette skoleår, hvor vi i min kommune skulle starte med at arbejde med inklusion, var vi 6 pædagoger ansat på min skole. Forældrene til de børn, der tidligere havde modtaget specialundervisning blev lovet, at vi kompetente pædagoger var der for deres børn, for inklusion handlede om menneskesyn og overhovedet ikke om at spare penge. I dag, knapt et år efter, er mine fem pædagogkolleger enten blevet fyret eller overflyttet til andre jobs i kommunen.

Jeg har konfronteret min ledelse med det absurde i at slagte inklusionsgrisen allerede inden for et år ved at skille sig af med så mange pædagoger, men ifølge dem er det helt tilfældigt, at det er pædagoger, der er røget. Skolen har genereret underskud, og på mirakuløs vis er der opstået ledige pædagogstillinger i kommunen til fire af mine kolleger de seneste tre måneder. Uanset om de taler sandt eller ej, rykker det ikke ved det faktum, at inklusionsindsatsen er blevet forringet markant, og pædagogerne er de første, der ryger, når skolerne mangler penge.

I Regeringens reformudspil sættes pædagoger flere steder i spil, som dem der skal støtte børnenes personlige og sociale udvikling og give aktivitetstimerne mening, men når man læser dét med småt, så inviteres kommunerne til selv at vælge, hvilke faggrupper, der bedst kan supplere lærernes undervisning. Der stilles ingen steder krav til, at det skal være pædagoger, og derfor forventer jeg, at kommunerne gør, som de plejer: De vælger de billigste løsninger uanset kvaliteten.

Jeg er glad for mit arbejde, og jeg synes virkelig, jeg gør en forskel for mange børn, der ville være tabt i dagens folkeskole, hvis jeg ikke var der. Jeg er overbevist om, at pædagoger har en central rolle at spille i fremtidens folkeskole, men jeg er også nødt til at være realistisk og forholde mig til den virkelighed, jeg har oplevet. Det vil være fantastisk for børn, forældre og lærere at få flere pædagoger ind på skolerne, men jeg vil se det, før jeg tror på, det kommer til at ske!

 

Kommentarer