Kapacitetstilpasning

Nyt ord i min begrebsverden.


For 2 måneder siden fik jeg tilført et nyt ord i min begrebsordbog: Kapacitetstilpasning. Tænkte, at det måtte handle om en fabrik der enten udvider eller indskrænker i antallet af robotter? Eller måske en landmand der enten udvider eller indskrænker sin besætning af slagtekvæg??
Men nej!!

Kapacitetstilpasning er det ord min kommune anvender, når der skal lukkes daginstitutioner på grund af faldende børnetal. Til trods for pæne tal i den kommunale bankbog, og til trods for, at man anerkender, at alle institutioner er ”veldrevne”. At en institution er veldreven dækker vist desværre ikke over pædagogisk overskud, men ene og alene at der ikke er røde tal på bundlinjen.
Dommen

Så efter 4 ugers høringsfrist, fik vi dommen og en institution skal lukke efter sommerferien. Vi, der slap, får for en kort bemærkning skuldrene på plads igen og trækker vejret en anelse lettere……for en stund i al fald. For hvornår mon der skal kapacitetstilpasses igen?
Det er ikke enestående for min kommune. Kommuner over hele landet vælger at nedlægge institutionspladser på grund af det faldende børnetal. Forældre, børn og pædagoger bliver flyttet rundt med. De færreste embedsmænd og politikkere gør sig forestilling om, hvad det betyder for de mennesker det går ud over. Børns relationer bliver sat på en hård prøve, for hvem kan garaterer, at bedstevennerne flyttes til den samme institution? Det samme gør sig gældende for personalet: Hvor bliver jeg placeret? Er der overhovedet et job til mig og hvordan passer det med mine kvalifikationer??
Nytænkning
Vi kan ikke anfægte, at børnetallet falder og at vi dermed mangler ”kunder i butikken”. Men hvor ville det dog være en herlig fornyelse, hvis de kommunale politikkere valgte at bruge det faldende børnetal til at HØJNE kvaliteten og normeringerne i daginstitutionerne. Hvorfor skal vi blive nede på de historisk lave – og dårlige – normeringer? Tænk engang, hvis de valgte at prioritere børneområdet, og vedtage, at det lavere børnetal, i stedet for nedlæggelser (og fyringer) skulle bruges til at sikre, at børnene får en daginstitutionsdag med pædagoger, der har overskud og tid til nærvær, omsorg og udvikling. Det ville være nytænkning!

Måske, vi skal huske vore lokale politikkere på, at der snart er valg!