Er der ekko?

Det er fredag, og jeg er næsten lige vågnet til solskin og fuglenes sang udenfor – jeg kan næsten dufte det dugvåde græs på den anden side af vinduet.

Det tegner til at blive en rigtig dejlig forårsdag, og jeg når lige at nyde den dejlige morgen lidt.

Så begår jeg den store fejl at tænde for fjernsynet – jeg skal bare lige se om der er sket noget spændende siden igår. Og det skal jeg love for at der er.

Jeg mere hører end ser noget, der i første omgang undrer mig: hvad laver KL´s chefforhandler nu i nyhederne igen? Jeg troede at hans 15 minutes of fame var overstået for denne gang.

Med undren vender jeg blikket mod skærmen og opdager at det ikke er Michael Ziegler, men regionernes chefforhandler Jens Stenbæk jeg kan høre.

Jeg er et øjeblik lidt forvirret, for hans retorik er stort set magen til den Michael Ziegler gjorde brug af for bare en uge siden.

Ufleksible medarbejdere.

Jens Stenbæk redegør for hvorfor regionerne har valgt at sige overenskomsten med de praktiserende læger op.

Og lige som i konflikten mellem KL og DLF er der tilsyneladende tale om en faggruppe der er ufleksible, ikke vil brugernes bedste, og egentlig bare er på tværs, ved ikke at tage imod arbejdsgivernes ultimative krav med kyshånd.

Hvis man skal tro arbejdsgiverne er det besynderligt, at alle de faggrupper der forhandle rmed kommuner, regionerog stat alle sammen opfører sig på samme måde i forhandlingerne. Det er også underligt, at ingen af faggrupperne kan forstå nødvendigheden af de forringelser, som de opfatter arbejdsgivernes krav til forhandlingerne som.

Konspirationsteorier?

Men når nu jeg sidder her en fredag morgen – en offentligt ansat pædagog  der i det daglige samarbejder rmed lærere, er tilidsrepræsentant og har arbejdstidsforhandlinger i  vente –  er det faktisk den ro regionerne imødegår en konflikt med de praktiserende læger med, der undrer mig mest. En ro der også kendetegnede KL´s indstilling til lockouten.

Regeringen har haft travlt med at tilbagevise forskellige konspirationsteorier om, at de står bag overenskomstforhandlingerne og den stejle kurs arbejdsgiverne har sat. Men hvordan kan det så være,  at vi nu ser sammenbrud i endnu en faggruppes overenskomstforhandlinger, fordi arbejdsgiverne  går efter deres mål uden nogen rysten på hænderne?

Skjult dagsorden.

Sammenbruddet i forhandlingerne mellem regionerne og de praktiserende læger bekræfter mig i min teori om regeringens skjulte dagsorden.

I stedet for at føre upopulær politik og være budbringeren der formidler upopulære lovforslag om mere eller mindre umulige effektiviseringer, har de valgt at lade regionerne og KL  gøre det beskidte arbejde med et løfte om regeringens opbakning i form af indgreb der favoriserer arbejdsgiver.

Bekymringer.

Og her sidder jeg så – en dejlig fredag morgen – og bliver igen meget bekymret. Jeg blev bekymret da forhandlingerne mellem KL og DLF endte i lockout, og nu har regionerne valgt at opsige overneskomsten med de praktiserende læger – bege dele er,  efter min mening, pressionsmidler af værste skuffe.

Jeg bliver bekymret fordi jeg også er offentligt ansat. Fordi jeg ved, at mine arbejdstidsregler skal forhandles senere på året, og ikke mindst fordi  det der sker i samfundet lige nu, giver mig et skræmmende billede af, hvad der venter i de forhandlinger der skal føres på mine, og mine kollegaers, vegne.

Jeg bliver bekymret for det demokratiske samfund jeg er en del af. Et samfund hvor vores tilsyneladende socialdemokratiske regering anerkender indirekte tvang og pression som forhandlingsmetoder. Og det i nogle forhandlinger som lige netop en socialdemokratisk regering burde værne om.

Engagerede medarbejdere med håb.

Så den dejlige forårsdag med solskin og fuglefløjt blev en lille smule grå efter jeg var vidne til Jens Stenbæks retorik, men jeg bevarer håbet om,  at vores regering og arbejdsgivere opdager at den kollisionskurs de er på, er skadelig for samfundet. At alle deres engagerede med arbejdere mister gejsten, når de bliver behandlet  på denne måde.

Og i bund og grund vil vi jo bare gerne have lov til at udføre vores arbejde. For vi er dygtige til det, og ved hvad vi taler om, når vi forsøger at belyse de problemstillinger regeringens kurs fører med sig.

Vi har valgt et arbejde vi brænder for, og hvor vi kan gøre en forskel  for vores medmennesker – gode værdier der er en vigtig del af et demokratisk samfund.

Er der ekko?

Og det fører mig tilbage til den undren jeg føler, da jeg hører Michael Ziegler´s ekko i form af Jens Stenbæk, for det tyder på, at vi ikke har været tydelige nok i vores retorik – ihvertfald er vi, som ansatte i kommuner, regioner og stat, ikke lige så tydelige som de arbejdsgivere vi forhandler med.

Eller også er problemet at regeringen kun lytter til én form for retorik – den der vækker genklang i den ønskede politik og besparelser.

Så jeg vil ønske min egen og andre faggrupper held og lykke i kampen for at trænge igennem, og bryde arbejdsgivernes monotone krav, og i stedet skabe forståelse for det store stykke arbejde vi alle udfører for samfundet.