Hvad med vores stolthed?

Det er lørdag eftermiddag.

Jeg befinder mig på min arbejdsplads – en stor SFO.

Udenfor skinner solen – det er en rigtig dejlig forårsdag.

Indenfor sidder jeg sammen med mine kollegaer. Vi har pædagogisk dag, hvor vi skal snakke om pædagogens rolle i skolen, og hvad det egentlig er vi byder ind med de 6 lektioner om ugen, hvor vi er med i undervisningen.

Diskusionen er lang og faktisk ret trættende. Hvorfor skal vi nu diskutere det igen?

Vi ved jo godt hvad vores rolle er. Vi ved godt hvad vi er dygtige til, og børnene bekræfter os i det hver eneste dag.

Pædagogernes vigtige rolle.

Det er pædagogerne børnene henvender sig til, når de har oplevet noget spændende.

Det er pædagogerne børnene henvender sig til, når de har oplevet noget svært;  når de er kede af det fordi mor og far skal skilles, fordi bedstemor er død, fordi mor slår, fordi katten er blevet kørt over, fordi de er blevet holdt uden for legen i frikvarteret, eller hvad de ellers støder på af udfordringer i deres liv.

Ikke fordi lærererne ike lytter, men fordi lærerne ikke har tid, og det ved børnene at pædagogerne har. De ved at vi tager os tid til dem, at vi lader undervisning være undervisning og går ind i et andet rum og snakker med dem, hvis det er det, der er behov for.

De ved at vi tager dem alvorligt og følger op på det de fortæller os, for vi er jo også sammen med dem om eftermiddagen i SFO´en. Vi ved hvordan deres skoledag har været, og kan derfor praktisere et helhedssyn der er præget af forståelse for barnets måde at agere på i SFO´en.

Alt det ved vi jo godt, og vi tror egentlig også at lærerne ved det.

Men alligevel er der noget der skurrer i hverdagen. Måden vi bliver behandlet og omtalt på, stemmer ikke helt overens med det store stykke arbejde vi udfører for at børnene skal trives.

Ejerskab?

Pædagogerne er blevet lærernes ejendom.

Hvor hører vi tit lærere der taler om ”min pædagog”.

Hvor hører vi tit at lærerne skal huske at bruge deres pædagog til opgaver der kan lette undervisningen.

Hvordan er det lige sket?

Hvordan er vi blevet nogens pædagog og et redskab der kan bruges i undervisningen?

Tilsyneladende ved lærerne og skolelederne ikke det, vi troede de vidste.

De ved åbenbart ikke hvad det er for et stykke arbejde vi udfører, for at børnene kan trives, så de rent faktisk lærer noget af lærernes undervisning.

Hvorfor?

Men hvorfor finder vi os i det?

Hvorfor finder vi os i, at der bliver talt sådan om os?

Hvorfor siger vi ikke med høj klar røst, at vi ikke tilhører nogen, og at vi ikke er et redskab der kan tages i brug efter behov?

”Put en femmer i ryggen på din pædagog når du har brug for den”.

Sådan fungerer det jo ikke.

Nu kan det være nok.

Jeg er så træt af at være en del af den retorik. Jeg vil ikke længere finde mig at blive talt om, som om jeg er tavlesvampen, kridtet eller et hvilket som helst andet arbejdsredskab i klassen.

Det skal siges højt så alle hører det.

Men før det bliver sagt højt skal jeg være rigtig dygtig til, at formulere hvad det er for et stykke arbejde jeg udfører.

Hvorfor kan børnene ikke undvære en pædagog i klassen?

Hvad er der for nogle selvstændige arbejdsopgaver jeg udfører, der gør at jeg ikke har tid til at kopiere og lave huller i papir for læreren?

Landet skal erobres.

Pædagogerne skal indtage deres del af landet i skolen, med deres faglighed og evner til at skabe udvikling og trivsel for børnene. Og ikke mindst med ordene der formulerer faget.

Vi kan på ingen måde erstatte lærerne, men vores faglighed supplerer lærernes, så vi kan være sikre på at børnene er trygge og trives i skolen, og dermed kan lære noget.

Vier nødt til at erobre land ved at være stolte af os selv.

Vi skal turde sige det højt: Jeg er ikke DIN pædagog, jeg er min egen og jeg er  dygtig til mit job. Jeg kan IKKE ”bruges” til noget – jeg udfører selvstændige arbejdsopgaver, og har derfor ikke tid til at blive brugt af dig.

Vi pædagoger skal blive bedre til at fortælle, hvorfor det er så vigtigt for børnenes udvikling og trivsel at vi er en del af folkeskolen.

Den opgave er større på nogle arbejdspladser end andre, og det er en opgave jeg skal i gang med at løse sammen med mine kollegaer.