Diktatur eller demokrati?

Konflikten mellem Danmarks lærerforening og KL ruller for fuld kraft. Man kan ikke tænde for fjernsynet eller åbne en avis uden at  enten Anders Bondos eller Michael Zieglers alvorlige ansigter toner frem.

Konflikten er gået fra at handle om arbejdstidsregler, til at blive en kamp om hvem der har det største kampagnebudget og flest tilhængere i den danske befolkning.

Konflikten er blevet en opvisning i muskelstyrke, hvor KL har tænkt sig at forlade arenaen som vinderen – nu skal der andre boller på suppen over for lønmodtagerne.

Imens sidder  jeg som pædagog og tillidsrepræsentant – og offentligt ansat –  og følger konflikten på sidelinjen , og jeg er dybt bekymret.

For mig handler denne konflikt om nogle af lønmodtagernes helt grundlæggende rettigheder, og den handler om hvilket syn arbejdsgiverne har på de ansatte og deres arbejdsforhold.

 

Træl eller medarbejder?

Endnu har vi som medarbejdere indflydelse på vores arbejdsvilkår.

Vi har fagforeninger der varetager vores interesser og sørger for at vores arbejdsforhold er rimelige. Når fagforeningerne har overstået forhandlingerne med arbejdsgiverne, kan den enkelte lønmodtager gøre sin indflydelse gældende, ved at stemme for eller imod det parterne har forhandlet sig frem til.

Det mener jeg er en demokratisk fremgangsmåde, der sikrer at der, i videst mulig udstrækning, bliver taget hensyn til begge parters vilkår og behov.

Men åbenbart ikke ret meget længere.

Hvis KL får deres vilje bliver fagforeningernes indflydelse reduceret kraftigt. Lederne på de enkelte arbejdspladser skal sikres langt større ledelsesret.

Og medarbejderne skal reduceres til viljeløse marionetter der lever og ånder for deres arbejde og for at tjene deres herre.

 

Er det fremtiden?

Lige nu er det Danmarks Lærerforening det går ud over, men det ses som en generel tendens i de overenskomstforhandlinger der er overstået og stadig foregår.  KL har haft forringelser i medarbejdernes arbejdsvilkår på dagsordenen i alle forhandlingerne.

Jeg undres over det menneskesyn der ligger til grund for arbejdsgivernes forhandlingsstategier. Hvad er tesen om medarbejderne?

At vi er så desperate for at beholde vores job i disse krisetider, at vi finder os i hvad som helst – bare vi har et arbejde?

Skal vi som offentligt ansatte se frem til et arbejdsliv, hvor vores arbejdsvilkår stille og roligt bliver mere og mere ringe, mens vores muligheder for indflydelse på de selv samme arbejdsvilkår  svinder ind?

 

Engagerede medarbejdere.

Mens alt dette udspiller sig i medierne, forventer arbejdsgiverne at deres medarbejdere er innovative, fleksible og engagerede. De ønsker ikke medarbejdere der  render rundt som hovedløse høns og ikke har en holdning til det de foretager sig.

Men det giver jo ikke mening.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden som et gammelt ordsprog siger.

Vi er mange offentligt ansatte der er meget engagerede i vores arbejde  – det er ikke kun et lønarbejde, det er også en livsstil.

Men det er ikke så meget en livsstil at jeg vil acceptere alvorlige indhug i min ret til indflydelse og mine arbejdsvilkår.

Selv om vi er lønslaver og har brug for vores job for at tjene penge, har vi også et liv uden for vores arbejdsplads. Mange af os har børn og ægtefæller, og prioriterer tiden sammen med dem meget højt.

Denne tid sammen med vores familier kræver ofte et minimum af planlægning – noget som ikke er muligt hvis arbejdsgiverne får fuld råderet over vores liv. Og så skal vi måske ikke engang kompenceres for det med løntillæg?

 

Fra fagforening til strikkeklub?

Men de konkrete arbejdsvilkår har ikke mit største fokus lige nu.

Det jeg finder mest bekymrende er KL´s forsøg på at reducere fagforeningerne til strikkeklubber, hvor man kan mødes og få en sludder med ligesindede.

Det er et alvorligt indgreb i den danske model, hvor medarbejderne netop har mulighed for at gøre deres indlydelse på deres arbejdsvilkår gældende, gennem fagforeningerne.

Det er en demokratisk ret vi har, for at sikre at lederne på de enkelte arbejdspladser ikke udøver diktatur og gør deres ansatte til marionetter, der ikke har andet valg end at danse efter lederens pibe.

Det er samtidig en sikring af  nogenlunde ens arbejdsvilkår for alle, så vilkårene ikke er fuldstændig prisgivet den enkelte leder.

Lederne har, efter min bedste overbevisning, allerede  masser af indflydelse på hvordan han eller hun vil drive sin flok.

En øgning af denne ledelsesret mener jeg ikke ubetinget kan harmonere med rimelige og ensartede arbejdsvilkår for de ansatte. Det stiller meget store krav til den enkelte leders evner og demokratiske sans.

 

Ret til indflydelse?

Så denne konflikt mellem Danmarks Lærerforening og KL er ikke kun en strid om arbejdstidsregler. Den er blevet et fundamentalt opgør med lønmodtagernes ret til indflydelse på deres arbejdsvilkår med fagforeningerne som deres talerør.

Og jeg er som offentligt ansat, og dermed lønmodtager bekymret for, hvilken indflydelse denne konflikt får på mine fremtidige arbejdsvilkår.

Det offentlige demokratiske arbejdsmarked bevæger sig langsomt men sikkert baglæns i tiden,  hvis KL får deres vilje.

Så er det slut med at prale af ordnede forhold for de ansatte, og med at snakke om arbejdsmiljø og rimelige vilkår.

Så kan vi bare ønske hinanden tillykke med at vi ikke længere skal konkurrere med arbejdskraft fra udlandet – vores arbejdsvilkår er lige så ringe som dem der  arbejder ulovligt i Danmark, og ikke er sikret af overenskomster og lovgivning.