Når dialogen lykkedes.

Ali er i vuggestue, han ser sin mor og hans 3 søskende køre forbi vinduet. Jeg ser at han bliver ked af det og jeg tager ham op og trøster ham.

Ali er 2 år. Hans 3 ældre søskende går inde i børnehaven. Hver dag bliver alle børnene afleveret kl. 6.45 og er i institutionen det meste af dagen.

De sidste par dage har Ali set sin mor, køre hjem med de 3 søskende hvor han så er blevet hentet af sin far tæt på lukketid.

Jeg er på samme stue som Ali og jeg kan se hvor ked af det han bliver. Han græder ikke hver gang, men bliver stille og kommer løbende hen til mig og vil op og krammes. Det er mit ansvar som Alis pædagog at fortælle forældrene om hans reaktion.

Jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvorfor er det Ali som bliver hentet til sidst hver dag?

De er heldige som familie, at de har mulighed for at hente tidligt nogle dage. Det er ikke alle der har muligheden for det i dag, da de fleste forældre enten har lang transport tid eller har fuldtidsarbejde.

Den nødvendige samtale.

Det er blevet sen eftermiddag og lukketid nærmer sig. Ali og jeg går rundt og tjekker stuerne. Er terrassedørene låst, stolene sat op og meget andet.

Da Alis far kommer, fortæller jeg ham hvordan Ali har det. Jeg spørger far om der er mulighed for at hente Ali tidligt nogle dage. På den måde kan alle børnene få en tidlig dag i løbet af ugen.

Faren siger til mig at de ser Ali som den stærkeste af børnene og derfor bedre kan klare en lang dag i institution. Jeg ligger igen fokus på hvordan Ali havde det tidligere på dagen og samtalen slutter der.

Da jeg kører hjem den dag har jeg Ali i tankerne. Hvordan kan jeg bedre tale Alis sag? Hvordan kan jeg tale med forældrene om hvor vigtigt det er, at alle børnene oplever at få en tidlig dag?

Jeg synes det er rigtig vigtig at tage disse samtaler med forældrene. Og fortælle dem hvad mine tanker er i forhold til den situation. Jeg valgte at stoppe samtalen da det var sent, Ali var træt og faren virkede også træt. Jeg ville prøve at tage samtalen med ham dagen efter igen.

Det vigtigste er Ali.

Da jeg møder på arbejde dagen efter, fortæller jeg mine kollegaer om situationen. Jeg får at vide at det er rigtig godt at tage samtalen med ham igen og må holde fast i at have fokus på Ali og hans reaktion. Jeg gør mig flere tanker i løbet af dagen om dette. Som pædagog kan det godt være svært at tage samtalerne nogle gange. For hvor går grænsen? Hvor meget kan jeg blande mig i? Men det vigtigste for mig er Ali.

Børnene er begyndt at vågne efter middagsluren. Der er en stille banken på døren og ind kommer Alis mor. Ali er lige stået op. Han lyser helt op og råber MOAR. Jeg siger til mor at det er rigtig dejligt at se hende og se hvor glad Ali bliver.

Det lykkedes.

Siden samtalen med faren, er børnene blevet hentet tidligt på skift i løbet af ugen. Dialogen lykkedes. Vi har ikke talt om det efterfølgende, mig og forældrene. Men det er selvfølgelig noget jeg vil følge op på. Fortælle hvor glad Ali er og hvor dejligt det er, vi kan have et godt samarbejde omkring deres barn. Selvom samtalen sluttede som den gjorde, lykkedes det. De havde selv tænkt videre der hjemme og jeg havde været med til at give dem nye ideer til hvordan hverdagen kunne se ud.

Dialogen lykkedes og den dag kørte jeg hjem med den fedeste følelse.

 

 

Kommentarer