Lavere fagligt ambitionsniveau, og stadig være stolt??

 

Hvordan accepterer jeg, at det er nødvendigt, at jeg skal skærer mine pædagogiske ambitioner ned, og hvordan beholder min pædagogiske stolthed?

Mål og visioner

Jeg er pædagog på en specialskole. Vores mål og visioner på skolen er blandt andet, at sørge for at eleverne oplever anerkendelse, deltagelse, succes og handlemuligheder. Vi skal have et helhedsorienteret perspektiv på eleven, skal sikre den optimale udvikling af eleven, og underbygge elevens trivsel og udvikling. Herudover skal der skives individuelle elevplaner, laves niveaubestemmelser og opstilles livsmål.

Det er de mål og visioner, som jeg arbejder efter, og som jeg brænder for at udføre på bedst mulig måde. En dag oplever jeg, at Helene og Jonna sidder midt i en konflikt over et puslespil. De har begge svært ved at kommunikere, og er verbalt svage, derfor misforstår de hinanden. De begynder at rive, og slå hinanden. Jeg sætter mig imellem dem, og forsøger at sætte ord på deres frustrationer. Jeg hjælper dem med at forstå hvad der er sket, hjælper dem med at forstå hinanden, og løse deres konflikt. De føler sig begge forstået og anerkendt, de får oplevelsen af succes, og de får et styrket venskab. Jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med samme følelse.

Sænk dine ambitioner

Jeg var fornyelig til MUS samtale, her snakker vi blandt andet om stress. Min afdelingsleder siger, at nu skal jeg huske at sænke ambitions niveauet, – vi er færre pædagoger og medarbejder omkring børnene, og derfor kan vi ikke nå det, vi kunne før i tiden.

Det rammer mig, jeg er chokeret og tænker det kan jeg da ikke, og samtidig beholde min pædagogiske stolthed. Jeg forsøger at sænke ambitionerne, og udføre et arbejde jeg stadig er stolt af, men indimellem falder jeg igennem, og føler jeg ikke slår til i mit arbejde. Det er dage hvor alle de praktiske ting tager over, hvor tiden går med at spise frokost og eftermiddagsmad med børnene, stå i kø til toilettet, hjælp til toilette og bleskift. Dage hvor de pædagogiske aktiviteter ikke er til stede.

Vores vilkår

Vi oplever besparelser og nedskæringer på hele det pædagogiske felt. Mange institutioner er skåret helt ind til benet, normeringerne er lave, og der er ingen vikardækning ved sygdom og enkelte feriedage.

Det er et arbejdsvilkår – et samfundsvilkår.

Vi kan håbe på bedre tider, men lige nu er vi nød til, at arbejde ud fra det der er vores vilkår – for at overleve.

Jeg har indset, at det er nødvendigt at sænke ambitionerne, og det er ikke kun mig, men også mine kollegaer. Vi skal dog ikke bare læne os tilbage og se til. Vi må ikke give op! Det er vigtigt at finde nye strategier, strukturere vores arbejde anderledes, og på samme tid skal vi være omstillingsparate. Det er nødvendigt at acceptere – til en vis grænse, at vi skal sænke ambitionerne, hvis vi ikke gør det, kan det i værste tilfælde ende med stress og langtidssygemeldinger.

Jeg brænder for mit fag, mit arbejde og min arbejdsplads. Vi er dygtige pædagoger, ikke kun på min arbejdsplads, men pædagoger i hele landet. Vi er stolte af vores fag – vores arbejde, og det må vi ikke glemme, heller ikke i en tid, hvor vi er nødt til at sænke vores ambitioner.

Kommentarer