Lydighed kontra ansvarlighed
Solen skinner, det er en tidlig forårsdag i marts. Jeg sidder og kigger ud ad vinduet og har svært ved at koncentrere mig – Måske er det fordi mine fødder koger i mine varme vinterstøvler eller måske er det underviseren, der ikke kan fange mig. Det, hun taler om, er sådan set vigtigt nok, men det udfordrer mig i hvert fald ikke nok til, at jeg lytter efter. Jeg har det ligesom Troels på 5 år, når han sidder til samling og der bliver sunget Lille Peter edderkop.
Troels begynder at sidde uroligt, kommer til at kigge ud ad vinduet og får øje på noget interessant, som han er nødt til at indvie sin sidekammerat i. Han hiver lidt i sin kammerat og peger ud ad vinduet og de begynder at snakke. Ikke højt men alligevel er det forstyrrende for alle de børn, som sidder og synger og laver fagter.
Jeg kigger ikke ret længe ud ad vinduet, kun et kort øjeblik. Jeg retter min opmærksomhed op mod underviseren og ser ud som om, jeg følger med. Men virkeligheden er en helt anden. Jeg sidder og tænker på den vejledningstime, jeg havde dagen i forvejen, hvor et af vores emner var lydighed kontra ansvarlighed. Et meget eksistentielt emne indenfor vores fag, da det handler om dannelse og læringsteorier.
Forskellen på Troels og jeg er selvfølgelig meget indlysende. Jeg er et voksent menneske, som behersker de sociale spilleregler fuldt ud. Jeg forstår at spille spillet, for selvom jeg synes det er kedeligt, udviser jeg stor respekt for den, som taler og for de andre tilhører. For jeg har en god udviklet empatisk evne, så jeg kan sætte mig i andres sted. Det som er kedeligt for mig kan være meget interessant for andre.
Troels derimod er et barn som er i gang med at lære at spille spillet. Selvom han ikke er 100 % deltagende i samlingen, vil jeg stadig beskrive ham som værende et barn, der har god forståelse for de sociale spilleregler. Han bliver bare ikke udfordret nok i den her samling. Mit fokus med dette her indlæg handler ikke om samling eller ej eller om hvordan den skal tilrettelægges. Det er en helt anden snak.
Det, som jeg synes er interessant i den her sammenhæng, er det store spørgsmål om, hvordan Troels lærer spillets regler. Er det gennem disciplin eller gennem ansvarlighed? Vi vil gerne udvikle Troels til at blive et selvstændigt tænkende og handlende individ, som samtidig kan tage ansvar og indgå i sociale fællesskaber. Men hvilken pædagogik er det vi udøver – eller hvilken pædagogik er det, vi tror vi udøver for at få ham derhen?
Lad os finde vores læringsteorier frem og med udgangspunkt i disse diskutere vores pædagogiske praksis. Det kan være med til at udvikle vores pædagogik og højne vores profession. Usaglige diskussioner gavner ikke fagets omdømme – eller Troels.
