Tanker om fremtidens folkeskole

Jeg synes, at der er svært at finde ’hoved og hale’ i udviklingen omkring regeringens udspil til en reform af folkeskolen.

Perspektiverne skifter konstant, og forståelserne af de politiske udmeldinger om folkeskoleforhandlingerne stikker, efter min mening, i alle retninger, afhængigt af politisk observans, faglige identitet og personlig holdning hos dén der udtaler sig.

 De første måneder af det året har været præget af en del debat om netop pædagogernes ’rolle’ i fremtidens folkeskole og det er især uklarheden om, hvorvidt pædagogernes faglighed vil få lov til at få en reel plads i det fremtidige samarbejde med lærerne, der er bekymrende.
Vil pædagogernes kompetencer i forhold til det relationelle og sociale aspekt af barnets udvikling blive anerkendt og inddraget i tilrettelæggelsen af den forlængede skoledag, eller skal vi endnu en gang ud og kæmpe med lærerne om, hvem der har patent på at definere ’det gode børneliv’, og om hvad der skal til for at uddanne og udvikle livsduelige børn og unge?
Heldigvis kan jeg se, at flere og flere får øje på det faktum, at disse aspekter ikke er særlig godt beskrevet i regeringens udspil, og flere og flere kommer da også på banen med egne, fagspecifikke argumenter for at sikre pædagogernes indflydelse ’børnelivet’ som det fremover vil udfolde sig i skolen.

Hvis vi går ud fra, som det bl.a. tyder på ud de seneste aktuelle debatter, de nyligt afholdte lokale debatmøder og konklusionerne efter møder mellem ministeren og vigtige aktører, som f.eks pædagogernes formand Henning Petersen, at der ER tiltænkt pædagogerne en væsentlig og vigtig rolle i fremtidens folkeskole, så mangler der i mine øjne helt en stillingtagen til, hvordan og af hvem pædagogerne i fremtidens folkeskole skal ledes, og hvis snitfladerne mellem undervisningen, de mere fritidsorienterede ’aktivitetstimer’ og SFO bliver diffuse, hvordan vil man så fremover definere ledelsesrummet i forhold til de forskellige implicerede faggrupper. Jeg ville være betænkelig ved, at give afkald på én af mine egne helt store fagpolitiske agendaer, nemlig den, ”at hvor der er børn, er der pædagoger, og hvor der er pædagoger, er der en pædagogfaglig leder”.

 Det vækker også min bekymring, at der med en udvidelse af undervisningstiden i sagens natur også vil ske en reducering af SFO’ens åbningstid, og det at regeringen ikke forholder sig til dette aspekt og medtænker en evt. følgende reduktion af forældrebetalingen til SFO. Når antallet af timer i SFO bliver reduceret uden at forældrebetalingen sænkes, frygter jeg, at forældrene fravælger SFO som fritidstilbud til deres børn og i stedet finder alternative, kollektive løsninger eller måske simpelthen giver børnene ’en nøgle om halsen’, så de kan ’passe sig selv’ indtil forældrene kommer fra arbejde. Hvis et stigende antal børn således bliver overladt til sig selv i deres fritid og afskæres fra det sociale og pædagogiske netværk, som SFO udgør, ser vi en risiko for, at de gode intentioner i regeringens reformudspil helt tabes gå gulve.
Hvis SFO’s åbningstid og budget beskæres væsentligt og antallet af indmeldte børn reduceres, hvad bliver så det nye kvalitetsmål for SFO’ens virksomhed? Hvilke pædagoger og hvilke ledere vil ønske at arbejde her? Reelt synes vi at kunne se en fare for, at SFO som institutionsform ganske enkelt er truet af regerings udspil til ’en bedre folkeskole’.