Dokumentation er mere end fotoplancher og aftalestyring

 

Jeg gik på pædagogseminariet, da dokumentationsbølgen for alvor ramte Danmark, og i mine første møder med institutionskulturen oplevede jeg, hvordan man virkelig gjorde sig umage for at vise interesserede forældre, hvad ungerne havde lavet i løbet af dagen og ugen, for det var sådan, man opfattede dokumentation; at synliggøre hvad man laver. Der blev taget billeder og lavet plancher til den store guldmedalje, og det kunne føles som om, de pædagogiske institutioner alene fik markedet for digitalkameraer til at snurre rundt.

I dag, hvor den danske institutionsverden er gennemsyret af new public management (en ledelsestænkning der bygger på kontrol og styring), opfattes dokumentation på en helt anden måde; det handler om aftalestyring. Det handler om, at afdelingslederen, klyngelederen, fagchefen, direktøren og alle de andre længere oppe i systemet skal kunne sætte deres flueben i bokse, som deres overordnede har defineret. Det handler om at have sin ryg fri og vide, at opgaven er løst, så man ikke risikerer at havne på forsiden. Den enkelte institution skal dokumentere, forstået som at levere beviser for, at man har levet op til sin del af aftalen med forvaltningen.

Dokumentation kan altså både opfattes som synliggørelse af den pædagogiske hverdag og som bevisførelse for, at man arbejder med de mål, som forvaltningen har sat, men begge disse forståelser mangler, i mine øjne, en kvalitativ vinkel. Har det en værdi i sig selv, at min søn har arbejdet med visne blade, fordi nogle kontorfolk har defineret nogle fokusområder, og denne aktivitet giver et flueben i boksen? Kan man være sikker på, at fluebenet i en boks dækker over, at børnene og brugerne, som det hele handler om, rent faktisk har fået noget ud af det? Når vi får for travlt med at synliggøre og bevise, at vi gør det, vi bliver bedt om, kan vi glemme at spørge os selv: “Hvad er egentlig det pædagogiske formål med det her?”, og “hvad får børnene eller brugerne ud af det?”

Dokumentation er, i mine øjne, meget mere end synliggørelse og bevisførelse i forhold til aftalestyring. Dokumentation er også effektforskning i, hvad der virker, og dermed selve grundlaget for en kvalificeret pædagogik.

Forskning er et begreb, der kan forekomme utilnærmeligt for de fleste mennesker, og en forsker opfattes af mange som en støvet laboratorierotte med hvid kittel og utrendy briller. Det behøver imidlertid ikke være sådan. Alle kan lave forskning og dermed bidrage til at gøre sig selv og andre klogere på, hvad der virker i en given sammenhæng. Pædagoger kan ved hjælp af spørgeskemaer, observationer og interviews dokumentere effekten af specifikke pædagogiske aktiviteter. På denne måde bidrager dokumentation til en kvalificering af den pædagogiske praksis.

God pædagogik kan være svær at måle, men hvis vi ikke prøver, så kan vi være sikre på, at andre gør det for os. DJØF´ere overalt i forvaltningerne tvinger styrings- og evalueringsværktøjer, som det private erhvervsliv afskrev for 10 år siden, ned over hovedet på os pædagoger, fordi de skal levere målbare resultater til at retfærdiggøre deres ansættelse. Vi er nødt til at påtage os ansvaret for kvaliteten af det pædagogiske arbejde, vi udfører og ikke overlade det til bureaukrater. Vi er nødt til at tænke om dokumentation som mere end fotoplancher og aftalestyring, der skal gøre gøre andre tilfredse. Dokumentation er også forskning i, hvad der virker for os i vores arbejde, og vi skal alle være forskere og bidrage til en bedre viden om, hvad god pædagogik er.

 

Kommentarer