En hverdagshistorie – når børnefællesskab lykkes :-)

Når børnefællesskabet lykkes 

Forårstid er oprydningstid – også i de dokumenter computeren gemmer på – og her faldt jeg over mine arbejdspapirer omkring en dreng – Her er en del af hans historie – vi kan jo kalde ham Jens:
Jens er lige startet i børnehaven.Han er meget tilbageholdende. Jens viger ikke fra de voksnes side. Han holder sig til den voksne han er blevet afleveret til om morgenen – når hun forsvinder, vælger han en ny. Han siger ikke meget, svarer ikke på spørgsmål, når vi spørger om noget. Han viser absolut ingen interesse eller lyst til noget fællesskab med de andre børn. Han kan godt lide de voksne, smiler til os, vil gerne have knus og griner når vi laver pjat. Når vi skal noget, følger han bare med.
Vi arbejder med Jens` lyst til og inddragelse i børnefællesskabet over det næste år:
I først omgang er vores mål at Jens løsriver sig fra de voksne og viser interesse for at lege og tage del i de andre børns fællesskab. Vi har ”udset” os en jævnaldrene dreng (Peter), der også lige er startet. Vi vil gerne se, at Jens søger væk fra de voksne.
Vi vil tage de 2 drenge fra – små ture i skoven/fælles oplevelser. En voksen skal lege sammen med de 2 drenge. I starten skal det være den voksne Jens har valgt – senere prøver vi med en ”planlagt” voksen. De voksne skal have fokus på de 2 drenge og gøre dem spændende for hinanden. Være opmærksom på de små tegn på interesse der viser sig, gribe dem og dyrke dem. Tage udgangspunkt i det der optager drengene. Senere skal den/de voksne trække sig mere og mere. Sideløbende skal vi have en forældresamtale.
Efter et par uger så vi spæde tegn på interesse fra Jens. Peter legede indimellem også med andre børn og vi kunne se, at det ikke altid passede Jens (også en slags interesse). Den voksnes rolle er meget vigtig – i starten fulgte Jens med den voksne når vi trak os og det undrede Peter.:” Hvorfor gå du”? Men senere kunne vi trække os, bare drengene legede i nærheden af en voksen.
Storebror og alene
I maj bliver Jens storebror og 2 uger efter flytter hans far hjemmefra!! Mor er naturligt nok slået helt ud og ligner ”noget katten har slæbt ind”. Der er ikke det store overskud til Jens og han reagerer ved at trække sig fra de fællesskaber han ellers lige var begyndt at nyde. Han holder sig helt til de voksne, især hans primærpædagog. Peter inviterer alt det han kan, men Jens afviser. Han hænger mest ved de voksnes ben og er umådelig trist.
Vi er enige om, at det primære lige nu er, at Jens får al den voksenomsorg han overhovedet vil tage imod. Han skal være helt tryg og vide, at vi er her. I det omfang det er muligt vil vi gå tilbage og forsøge med små skridt at gøre ham interesseret i små fællesskaber. Alle voksne skal give ham særlig opmærksomhed. På forældresiden skal vi støtte og samtale det vi kan.
Efter et par uger slap Jens os mere og mere igen og Peter og han fandt sammen igen – mor fik efterhånden mere overskud. Men Jens har stadig brug for meget voksenkontakt.
Hen over sommer og sensommer arbejder vi meget på udvide Jens` interesse for andre jævnaldrene børn end kun Peter: Fælleslege, ture, legetemaer. Vi skal være opmærksomme på de initiativer der kommer fra børnene og understøtte dem. Begge drenge er glade for konstruktionslege, så det også er en mulighed.
I løbet af eftersommeren ser vi en Jens der blomstre, tager legeinitiativer, lukker andre ind i legen og faktisk være den der leder og styre legen. Han har så meget overskud, at han gerne inviterer andre og nye børn med i legen. Han er omsorgsfuld og har øje for de børn der måske ikke er med i en leg.
Yes we can
Når jeg læser mine arbejdspapirer om Jens, bliver jeg glad og stolt: Vi gør en vigtig og solid pædagogisk indsats overfor de børn vi har i vores institutioner. Med vores faglige indsigt og pædagogiske tiltag er vi med til at gøre børnene til livsduelige mennesker. Det skal vi være stolte af og vi skal også huske at fortælle hverdagshistorierne.
Det er godt at få ryddet op i sine dokumenter, men jeg tror nu jeg gemmer min historie om Jens.

Kommentarer