Berøringsangst……… i bogstaveligste forstand???
Så kom der lidt ro på debatten om pædofili, pædagoger og retningslinjer for samværet med børnene. Filmen der startede hele debatten er blevet glemt lidt igen – og det er selve debatten også.
Men tilbage sidder alle pædagogerne der er blevet ramt af groteske retningslinjer om, at de ikke må tage børnene på skødet for at trøste dem, at de ikke må være alene md børnene i et lokale, ikke må hjælpe dem på toilettet uden at der er en kollega til stede……
Og tilbage sidder alle børnene som gerne vil trøstes, gerne vil have et kram, og gerne vil have bare et minimum af privatliv når de er på toilettet.
De børn møder nu berøringsangste voksne, der ikke vil risikere at få klistret en anklage om pædofili på ryggen – for den kan aldrig fjernes igen.
Konsekvensen af debatten om pædofili, og de deraf afledte retningslinjer, er et bragende professionelt omsorgssvigt.
Lille Peter ved ikke at det er på grund af retningslinjerne at Tove ikke vil tage ham på skødet – han tror at det er HAM Tove ikke vil trøste, HAM det ikke er værd at bruge tid og omsorg på.
Det gør jo ondt langt ind i hjertet at tænke på.
Som mor vil jeg have at mine børn møder omsorg i hverdagen, når jeg ikke kan være hos dem, jeg vil ikke have at de står tilbage med en følelse af at være uværdige til de voksnes omsorg.
Som pædagog kan jeg ikke acceptere at vi som faggruppe skal være bærere af dette omsorgssvigt. I min hverdag deler jeg rigtig mange kram ud, jeg har rigtig mange børn på skødet, og jeg aer mange børn på kinden. Sådan er jeg som pædagog og menneske – omsorgsfuld over for børnene når de har brug for det.
I den institution hvor jeg er ansat er der en dreng der aldrig går hjem uden at have givet alle voksne et kram – skal vi afvise ham hver dag, indtil han lærer at det ikke kan betale sig at give udtryk for sin tilknytning til de mennesker han er sammen med i hverdagen???
På den måde beskytter vi ikke drengen – tværtimod. Vi svigter ham på det groveste af hensyn til risikoen for en uretmæssig anklage.
En uretmæssig anklage om pædofili er ødelæggende for de mennesker der bliver udsat for det, så vores angst for anklagen er berettiget.
Pædofili er ødelæggende for de børn der bliver udsat for det, så det er berettiget at vi gerne vil beskytte dem mod det.
Men det er ikke berettiget at vi af disse årsager lader vores børn møde distancerede og berøringsangste pædagoger hver eneste dag – vi klæder dem ikke bedre på til livet på den måde.
Det er heller ikke berettiget at vi af de samme årsager giver køb på vores faglighed og viden om vigtigheden af, at børnene møder omsorg i deres hverdag.
Og vi ved at børn der er kede af det har brug for at blive trøstet, for at få et kram, for at sidde på skødet.
Hvilke forældre ville kunne holde ud at gå fra deres grædende barn, mens pædagogn hele tiden holder en meters afstand, for at undgå at komme i for tæt fysisk kontakt med barnet – jeg ville ikke kunne holde det ud!!
Så lad os forsøge at finde balancen.
Balancen mellem at være omsorgsfulde pædagoger og erkendelsen af at pædofiliens grimme ansigt er kommet for at blive.
En balance der ikke er ødelæggende for børnenes selvopfattelse i samspillet med de pædagoger, de møder i deres barndom.