Når ledelsen ikke lytter

 

Jeg er rasende, rigtig gal og irriteret!!! Nu er det igen sket, at en aktivitet jeg har planlagt og sat op, går i vasken!!!

Vi er i vores motorik rum, vi har rummet en time hver mandag eftermiddag, i dag skal vi starte med at lege med den store faldskærm og rullebræt. Vi er en medhjælper, en helt ny studerende og mig sammen med 5 børn, ja det lyder jo meget godt, men det er handicappede børn, med hver deres handicap og hver deres behov.  Den ene dreng er for nylig opereret i benet og skal derfor forholde sig i ro, og må ikke stå eller gå, hvilket er meget svært for ham. Han er liftet over på en stor madras og lagt rigtigt med benet oppe og medhjælperen ved siden af, så han ikke flytter sig.

En pige der er spastisk og sidder i kørestol, forflyttes over på et rullebræt og spændes fast, to andre er også på rullebræt, den sidste dreng sidder på gulvet og iagttager os på afstand, – aktiviteten er næsten klar til at gå i gang.

I gruppen er Alex og Mette, de to har det lidt svært med hinanden, og igen i dag er de begyndt at ”tænde” hinanden. Mette hiver i Alex ben mens han ligger på rulle brættet, Mette retter på det som Alex siger og rører igen ved ham, Alex siger til Mette hun skal lade være, og hun svarer igen, at hun ikke gør noget.

Da alle børn er placeret rundt om faldskærmen, og der næsten er gået 20 minutter med at løse små konflikter og få børnene placeret de rigtige steder, kigger Mette på Alex og laver øjne. Alex flyver op, løber rundt i lokalet med flagrende arme, råber og skriger, styrter ud af døren som han flår voldsomt op og løber skrigende igennem SFO’en. Han Løber ned på et toilet, hvor han hiver døren op, smækker den i, med et brag og låser sig inde. – og dette er med mig lige i hælene.

Nu bruger jeg lang tid på at snakke Alex til ro igen, han er vred, meget vred og forstår ikke vreden. Jeg hjælper ham med at sætte ord på, at han er vred, og hvorfor det er, han råber højt. Jeg ærgrer mig over at han har låst sig inde, det er meget nemmere at berolige ham, når jeg kan få lov at ligge en hånd på hans skuldre. Men Alex vil ikke komme ud, han er bange og tror ikke helt på, at det er mig, der står derude. Jeg viser ham min hånd over døren og siger, han kan kende min ring, ”ja det kan jeg”, siger han, ”men hvad nu hvis der er nogen, der har taget din ring og snyder mig”, tilføjer han. Jeg siger til Alex, at han jo kan kende min stemme, og at den er der ikke nogen, der kan tage fra mig. Han tænker lidt og kommer så stille ud. Alex stiller en masse spørgsmål og vi går roligt tilbage til grupperummet, han stopper op og hiver mig baglæns, ”hvis jeg ser Mette nu, så bliver jeg vred igen, jeg kan mærke det!!”, siger han meget højt og med skræmt stemme.

Vi går ind i gruppen, jeg sætter ham ved computeren og finder nogle billeder af ulve og isbjørne, som vi har kigget på tidligere i dag, jeg beder Alex om at udvælge dem han bedst kan lide, så vi kan bruge dem til et billede. Jeg går tilbage i motorik rummet og siger, at jeg bliver hos Alex oppe i gruppen, der er såmænd ikke meget tilbage af den time vi har motorik rummet.

Dette er ikke første gang, at en aktivitet eller en eftermiddag, slet ikke går som planlagt på grund af at Mette og Alex går i clinch. De to tricker hinanden, og i dag var en’ af de mere rolige udbrud fra Alex side.

Mette og Alex begyndte i gruppen i sommers, da en anden SFO gruppe blev opløst og delt ud i de andre grupper. Forud for flytningen blev der afholdt mange møder mellem pædagogerne, lærerne og ledelsen, -her bestående af afdelingsleder fra junior SFO og afdelingsleder fra Junior skole. På disse møde blev der flere gange sagt, at man skulle skille Mette og Alex ad. Pædagogerne i deres gamle SFO gruppe sagde det udtrykkeligt flere gange, men alligevel valgte ledelsen at handle anderledes.

Hvorfor lytter de ikke? Det er os, der kender virkeligheden. Det er vores arbejdsvilkår og børnenes pædagogiske tilbud, der bliver påvirket af deres beslutninger!

Hvorfor bliver der bagefter sagt fra ledelsen af, at det har de aldrig hørt, og det bliver fejet lidt væk, som om ”så slemt er det jo heller ikke”. Det er sgu så irriterende, at den ene aktivitet efter den anden ikke bliver til noget, og at den ene eftermiddag efter den anden bliver påvirket af den uro, der opstår i gruppen på grund af en beslutning, der måske kunne have været anderledes, hvis ledelsen havde lyttet til os – til pædagogerne!!!

I denne havde vi i SFO-gruppen, møde med arbejdsmiljøgruppen. Arbejdsmiljøgruppen afholdte psykisk rundering, og på dette møde bragte vi vores problemstilling på banen. Tilbagemeldingen var dog, at dette ikke var det rigtige forum at diskutere denne sag i. I stedet er vi blevet bedt om skriftligt at aflevere vore synspunkter og iagttagelser til afdelingsleder, hvorefter vi forhåbentligt kan holde et møde om det.

Nu må tiden vise, om de denne gang vil lytte til os.

Kommentarer