Undtagelsen

”Hvis du ikke har nogle varer med, så skal jeg bede dig om at gå ud gennem Informationen. Kasserne er kun for betalende kunder.”

Pigen siger det henkastet, mens hun roder med noget under kasseapparatet. Hun er ung, måske 17 år, og udfylder sin rolle som kassedame som kun en 17 årig kan: Med ligegyldighed og distance. Badget på pigens bryst med ”Spørg mig!” står i skærende kontrast til hendes attitude, hvilket giver mig lyst til at smile.

Hun sidder her for at tjene penge til tøj, til byture og til den gyldne cremepudder, som hun har fordelt i ansigtet i et tykt unaturlig lag. Hele hendes makeup virker overdrevet pigens funktion taget i betragtning, men jeg anerkender i mit stille sind forsøget på at ”holde fast i sig selv”, selvom de uklædelige bukser og den triste blå poloshirt netop har til formål at undertrykke det personlige og skabe et ensartet udtryk.

Jeg kigger ned langs rækken af kasser, og skimter i det fjerne skiltet med ”Information”.  Jeg er træt. Mine fødder gør ondt. Og barnet i min mave er nu så stort, at sindets vilje har måtte vige for kroppens begrænsninger.

”Åh, må jeg ikke lige gå igennem her denne gang, så lover jeg, at huske det næste gang, jeg handler her?”

”Desværre. Jeg skal bede dig gå gennem informationen, når du ikke har nogle varer med.” Pigen kaster et hurtigt blik på mig og kigger så ned igen for at demonstrere, at emnet er uddebatteret.

Jeg mærker irritationen brede sig igennem kroppen.

”Ej, må jeg ikke lige smutte igennem? Der er jo ikke nogen i kø…”

”Det er ikke mig, der laver reglerne. Jeg skal bede dig gå ud gennem informationen, når du ikke har nogle varer med.”

”Seriøst… Se lige på mig. Jeg vejer 900 kg.” Jeg er ved at eksplodere af frustration… Over den manglende forståelse og derfor den manglende undtagelse. Over den forspildte mulighed for at omdefinere vores roller som ekspedient og kunde, så det vigtigste bliver vores menneskelighed.

”Jeg skal bede dig gå gennem informationen, når du ikke har nogle varer med.” Pigen overartikulerer, så jeg bliver i tvivl, om hun forbinder de 900 med min alder og ikke min vægt.

”Så gør det! Så sig be´be´. Hvis du skal BEDE mig gå ud gennem informationen, hvis jeg ikke har nogen varer med, så… sig… be’ be’!!!”

Jeg er næsten i tvivl, om jeg har sagt det højt eller om mit ultimatum kun har formet sig som tanker i mit hoved.

Pigen kigger op. En enkelt overrasket krusning om munden afslører, at jeg har sagt det højt. Pigen falder hurtigt tilbage i rollen som indifferent servicemedarbejder og siger efter en kort pause… ”Be´, be´.”

Hun udtaler ordene tydeligt og langsomt med det helt rette præg af kølighed og trods, der adskiller nederlag fra sejer. Underskud fra overskud. Og gennemgang gennem kasse fra gennemgang gennem information.

Jeg smiler, da jeg går den lange vej ned mod informationen. Fordi pigen gjorden en undtagelse. Ikke en undtagelse fra betalende kunders privilegium i forbindelse med exit gennem kassen. Men en undtagelse i hendes forvaltning af rollen som ekspedient. En undtagelse, hvor hun med værdighed valgte at indgå på de pubertære præmisser, som min frustration medførte. En undtagelse, der skabte et kort øjeblik, hvor vi forholdt os til  hinanden som mennesker.

Inklusion er en bevist søgen efter meningsfulde undtagelser. Undtagelser, der ikke blot giver mening i nuet, men som varige katalysatorer for udvikling. Undtagelser fra samfundets sociale, traditionelle og kulturelle ”regler”, og som derfor muliggør en personlig forvaltet position i fællesskabet. Undtagelser, der ikke truer med at underminere fællesskabets fundament – den relationelle forpligtelse – men som netop intenderer en opretholdelse af fællesskabet, fordi autonomi bliver et bidrag til fællesskabets alsidighed, og ikke en desperat hamren på døren ind til det sociale rum.

Inklusion er en søgen efter meningsfulde undtagelser…

 

 

 

 

 

Kommentarer