“Pædagoger er de lavest lønnede, blandt ansatte med en mellemlang videregående uddannelse”.

Jeg har været på arbejdsmarkedet i ca. 35 år, det meste af tiden på fuldtid, dette gælder også de år jeg har været indenfor almenområdet i den pædagogiske branche. For nogle år siden fik jeg lyst til at arbejde mere specialpædagogisk, så jeg søgte og fik et barselsvikariat i en specialgruppe i en integreret institution. Jobbet var på 35 timer, for i denne institution havde man, i forbindelse med økonomisk nedskæringsrunde blandt kommunens institutioner, valgt at alle gik ned i tid, fremfor at en kollega skulle fyres.

Et par måneder efter jeg var begyndt jobbet, fortæller en af mine kollegaer om en oplevelse der havde sat en del tanker i gang, hos hende, om vilkårene i vores branche: Hun har to veninder, som hun har haft et nært forhold til siden de gik i gymnasiet. De er alle tre blevet uddannet ca. samtidig, den ene veninde er akademiingeniør og den anden er ligesom hun selv pædagog. De 3 kvinder har hver 2 børn og alle 3 arbejder på nedsat tid (32-35 timer). De 3 kvinder har været gift med mænd der har gjort karriere, mænd der ind imellem har lange arbejdsdage og som tjener godt. Men indenfor det seneste år er begge min kollegas veninder blevet skilt og det, der især har gjort et stort indtryk på min kollega er hvor forskellige vilkår, der nu er dominerende i de to kvinders liv. Veninden der er ingeniør tjener for det første ca. 8000 kr. mere om måneden end pædagogen og hendes arbejdsgiver har flere gange tilbudt hende et fuldtidsarbejde, med mulighed for fleksibilitet i f.h.t. hvornår børnene bor hos hende. I den institution hvor pædagogveninden arbejder er der igen nedskæringer, hun har derfor ikke mulighed for at gå op i tid og hun har reelt svært ved at få hendes og børnenes hverdag, til at hænge sammen økonomisk. Det irriterer hende, at hun, selvom hun har en 3.5 års mellemlang uddannelse, ind imellem kan føle sig umyndiggjort i forhold til at kunne leve et økonomisk uafhængigt liv, sammen med sine børn. Det liv hun kan se at både ingeniørveninden og eksmanden stadig har mulighed for at udfolde.

Fortællingen var helt klart med til at sætte et fælles fokus på de, især økonomiske vilkår pædagogfager er underlagt, ingen tvivl om at vi overordnet, alle havde vores gode grunde til at være glade og stolte over at kunne sige at dagligt er med til at ”gøre en forskel” i vores pædagogiske arbejde. Vi ved at vi udfører et vigtigt og samfundsgavnligt stykke arbejde, mange forskningsresultater viser jo også at dagtilbud af høj kvalitet med relevant uddannet personale gavner børns kognitive, emotionelle og sociale udvikling både på kort og lang sigt. Så spørgsmålet er hvorfor dette ikke kan aflæses i vores løn? Hvorfor er vores løn så meget lavere end ikke blot privatansatte med tilsvarende uddannelseslængde og niveau, men også f.eks. socialrådgivere og lærere? Vi har, den lønkommission, der skulle undersøge forholdene omkring, skævvridning og ligeløn, ord for at pædagoger er de lavest lønnede, blandt ansatte med en mellemlang videregående uddannelse. Men ord fylder intet i tegnebogen, de procentvise lønstigninger vi har fået de senere år, via overenskomsten, har ikke blot udhulet reallønnen men også gjort at pædagoglønnen stadig halter kraftig efter andre sidestillede faggruppers løn.

Efter min mening har tiden i mange år været moden til at pædagoger bliver lønplaceret der hvor vi hører til, nemlig på niveau med eksempelvis socialrådgivere og lærere – så kan vi derefter gå i gang med en fælles kamp for en bedre løn for alle offentlig ansatte.

I forbindelse med de samtaler vi havde om løn og arbejdsvilkår for pædagogfaget kom vi også ind på at tale om den ”deltidsfælde” nogle pædagoger føler sig fanget i. En forholdsvis nyuddannet pædagog fortalte at hun var nødt til at have et cafejob ved siden af jobbet som pædagog, ikke for at kunne leve ”det vilde liv”, men for at kunne betale den lille andelslejlighed hun havde været nødt til at købe, for at få et sted at bo og for at kunne betale af på det studielån, på godt 60.000 kr. hun havde været nødt til at gøre brug af, for økonomisk at kunne gennemføre uddannelsen. Hun ville gerne arbejde 37 timer, men havde takket ja til 34 timer, da det var bedre end de 30-32 timer som mange af de andre jobopslag lød på.

Jeg møder og hører ofte om nyuddannede pædagoger, der forgæves søger efter et 37 timers job. Nye undersøgelser viser at for hver fuldtidsansat pædagog er der 1.5 der arbejder på nedsat tid, selvfølgelig skal de der ønsker det, kunne arbejde deltids eller gå ned i tid i en periode. Men det er, efter min mening, vigtigt er det at vi bliver ved med at holde fast i kravet om ”Retten til fuldtid” ved de kommende overenskomstforhandlinger. Tvungen nedsat tid betyder ikke blot færre penge i lønningsposen, færre kroner ind på pensionsopsparingen, men kan også betyde, at et stigende antal pædagoger, må have et bijob, ofte et ufaglært job, til en endnu ringere løn end pædagoglønnen. Dette kan komme til at have en negativ indvirkning på den enkelte pædagogs arbejdsglæde, arbejdsindsats og livskvalitet på både kort og lang sigt.

Kommentarer