Hvor er det vigtigt, at vi supplerer hinanden

 Om lærere og pædagoger i skole-hjem-samarbejdet. 

“Vi synes bare ikke det går så godt med Viktor for tiden. Hans uro forstyrrer både ham selv og de andre børn i klassen, og…” Victors mor, Jane glider lidt længere ned i sædet på den i forvejen lave stol på den anden side af bordet. Hun hører ikke længere lærerens ord, der føles som sylespidser i hendes ansigt. Øjnene flakker hen over væggen, hvor børnenes farverige tegninger hænger side om side med tekststykker skrevet med barnlige, klodsede bogstaver.

Fra lokalet ved siden af strømmer utydelige ord og latter i skærende kontrast til stemningen i Janes indre.

Denne magtesløshed. Denne fornemmelse af ikke at være god nok… ikke lige så god som alle de andre mødre, i hvert fald. De andre, der altid oser af selvtillid og overskud; der aldrig har fedtet hår eller mørke skygger under øjnene; der altid smiler og bevæger sig let og ubesværet uanset hvor hun ser dem…; der altid ved, hvad man skal gøre og hvad der er bedst for deres børn… Dem der er alt det, som Jane ikke er.

“…, men da vi så gik i gang med det rollespilsværksted i SFO, hvor børnene fra 2. klasse hjælper dem fra børnehaveklassen, så kan du tro, at Viktor kom på banen overfor  de mindre drenge.” Pædagogens ord trækker Jane tilbage til rummet, hvor skole-hjemsamtalen foregår. Pludselig kan hun igen hører ordene der strømmer imod hende. Igen kan hun fokusere og være til stede i rummet.

“Han har en helt særlig måde at være sammen med de mindre børn på, og de små er både trygge og glade når Viktor…..” Jane retter sig op i stolen, hun hører hvert at ord af, hvad pædagogen siger, og de tårer der havde truet med at dryppe ned på hendes knyttede hænder, trækker sig langsomt tilbage. Og sammen med tårerne fortrækker også håbløsheden og utilstrækkeligheden fra Janes indre.

Da samtalen er slut, er Jane rolig og nærværende. Hun ved godt, at hendes søn både har styrke og svagheder, men pædagogen og læreren har jo lige fortalt hende, at de i skolen fremover vil arbejde bevidst med hans stærke sider for at styrke og udvikle de sider af ham, der ofte giver ham vanskeligheder i skolen og forhindrer at han ‘tager fra’ i forhold til den boglige fag. Alt det, som hun ved, er svært for Victor, og som det er svært for hende at støtte op omkring derhjemme.

Det samspil og den faglige udveksling, som hun har set udspille sig mellem læreren og pædagogen i samtalen løb, har inspireret hende og givet hende tillid til, at hendes søn i skolen bliver set ud fra flere forskellige perspektiver, og at de forskellige sider af hans personlighed – dem som hun som hans mor kender bedre end nogen anden – bliver set og anerkendt og vigtigst af alt at de alle indgår i skolens samlede billede af hendes søn.

Som professionel børnearbejder – som lærer og som pædagog – har vi brug for hinandens faglige perspektiver. Vi har brug for forskellige ‘udkigstårne’, som vi kan klatre op i og anskue det barn – det lille menneske – som vi har fået til opgave at se og rumme og vis læring og udvikling vi er sat til at varetage i det professionelle rum. I det hele taget, for at give os selv og hinanden mulighed for at få alle nuancerne med, så vi er ordentligt rustet i vores professionelle møde med barnet – med Victor – men især, som ovenfor beskrevet, i mødet med forældrene. Et møde, der altid bør være gennemsyret af gensidig anerkendelse og respekt.

For præcis, ligesom pædagogen og læreren er eksperter på hver deres fagområde, så er forældrene vel på en måde eksperter på at være forældre for lige netop deres barn, og det må vi lære at anerkende og respektere. En øvelse, som det frugtbare pædagog-lærersamarbejde ruster og kvalificerer os til.

Kommentarer