Definitionsmagten

Nogen gange forstår jeg simpelthen ikke de voksne i min børnehave. I sidste uge skulle vi høre eventyret om Klods Hans – I ved, ham den yngste bror, som ridder hen til prinsessen på en ged med mudder i lommen og med en død krage under armen.

Det er et sjovt eventyr. Vi skulle ikke kun høre det. Vi skulle også klæde os ud og lege Klods Hans. Det var sjovt. Min bedste ven Nikolaj fik lov til at være Klods Hans. Jeg skulle være en vismand – Jeg ved ikke helt hvad en vismand er, men det er vist nok en, der er meget klog. Men det var i hvert fald kedeligt. Jeg ville hellere have været Klods Hans eller konge, men det måtte jeg ikke for de voksne.

Nå, men det er også lige meget, for jeg kan bedst lide Spiderman. Det er også derfor, at jeg i går til fastelavn var klædt ud i min nye Spiderman dragt ligesom Peter og Mikkel. Jeg elsker at lege superhelt sammen med mine venner. Men de voksne i børnehaven kan vist ikke lide Spiderman eller andre superhelte. Man kan ligesom se det på deres øjne og deres mund. De siger også, at vi løber og larmer alt for meget. Men det er bare, fordi de ikke forstår vores leg.

Da vi var færdige med at synge Fastelavn er mit navn og slå katten af tønden – Ja, Jeppe han blev kattekonge og jeg blev prins. Det var bare for sejt. Det var fordi, vi brugte vores superhelte kræfter. Nå, men efter det, fik vi en bolle og en appelsin, og da vi var færdige med det, fik vi at vide, at fastelavn var slut og at vi skulle klæde om til vores almindelige tøj.

ØV, hvor er de voksne bare dumme. Det var jo nu, vi skulle til at lege superhelte. Jeg glæder mig, til jeg bliver voksen, for så kan jeg få lov til at bestemme.

Troels 5 år

Fastelavn eller ej – det er i grunden ikke det, det handler om. Det handler om det magt forhold børnene er underlagt i daginstitutionerne. De voksnes definitionsmagt som bestemmer, hvornår det er acceptabelt og pædagogisk rigtigt, at børnene arbejder med fortælling og rollespil.

Dette her skal ikke forstås som en hyldest til selvforvaltningens epoke. Jeg er derimod stor fortaler for, at vi i vores fag arbejder med læreplaner og at vi arbejder planlagt og struktureret med læring. Men i læringens tegn skal vi huske, at der findes to virkeligheder, hvilket fremgår af Troels´ historie.

I min virkelighed er Klods Hans en helt. Det er med god grund, at jeg inddrager ham i min pædagogiske praksis og kan se vigtigheden af, at børn som Troels stifter bekendtskab med ham i sin børnehave tid. Pædagogisk arbejde med eventyr, drama og fortælling indeholder mange læringselementer socialt, sprogligt og personligt. Klods Hans er samtidig en del af vores danske kulturarv, som er vigtig at videregive, så de kommercielle helte fra medierene ikke dræber vores værdifulde kulturskatte.

I Troels´ virkelighed er Spiderman den sande helt. Spiderman er afbilledet alle steder lige fra undertøj til hue, handsker og støvler. Det er også Spiderman, der vogter over madpakken i køleskabet. Det siger sig selv, at Spiderman på den måde, er en del af Troels´ virkelighed. En virkelighed som vi ikke må forklejne. Spiderman indgår som et element i små drenges identitetdannelses proces.
Den ene virkelighed er ikke mere rigtig end den anden. De er lige værdifulde. Men måske er det det, vi glemmer, når vi i læringens hellige navn udøver vores definitionsmagt uden at se eller reflektere over den virkelighed barnet er i. Vi glemmer de værdifulde egenskaber, etik, empati og refleksion, som er centrale for vores pædagogiske virke. Egenskaber som gør os i stand til at se og forstå barnets perspektiv.
Et perspektiv som vi skal inddrage og tage udgangspunkt i, når vi udvikler vores pædagogiske praksis. Vi skal udvikle børnene til selvstændige tænkende individer, som skal begå sig i et samfund hvor innovation er i fokus. Derfor er det alfa og omega, at vi udvikler en pædagogisk praksis, hvor vi forener de to virkeligheder og skaber en´ virkelighed, hvor der er plads til både Klods Hans og Spiderman.

Kommentarer