Altid Inklusion??

Altid inklusion??!!

”Hej Mor” – siger Emil glad – ” mig og de andre drenge har slået græs i dag – se!!!”
For Emil har det været en af de sjældent gode dage – han har været en del af et fællesskab – han har været en del af ”viet” – han har haft en succesoplevelese.
For mig har det været en af de sjældent gode dage med Emil – det lykkes mig at få ham inkluderet i fællesskabet i drengegruppen – han var en bidragende del af gruppen.
Hvor ville jeg dog ønske at Emil fik mange flere glade dage i børnehaven.
Men dagligdagen i børnehaven er rigtig svær for Emil, for han er autist. Selvom vi forsøger at bygge et skelet op for en god hverdag for Emil med dagsskema, legegrupper, tydelighed og forudsigelighed, så skal der ikke meget til før ”korthuset” vælter.
På mange måder er Emil heldig: Børnene i hans gruppe er kendte for ham – han har gået i vuggestue med 6 af de andre og de passer på ham med en særlig og rørende omsorg. De forstår ham på en særlig måde, men han magter ikke at være en del af legefællesskabet.
Men når vi skaber aktiviteter omkring et ”fælles 3.” så vil Emil gerne være med. Det kræver tydelig rammesætning: hvem er med, hvor er mit sikkerhedsnet(den voksne) og bedst er det, hvis det er noget der er kendt vi skal lave: meget simple regellege – og endelig ikke for vildt, slå græs på vores store græsplæne, passe vores høns, hugge brænde.
– Ja ja – men er det så ikke også fint nok – han er da inkluderet??? Nej – det er ikke fint nok. Vi kunne have gjort meget mere for og med Emil, hvis vi bare havde ressourcerne. Men i de 4 år Emil gik i vores børnegruppe oplevede vi kun besparelser. I kedelige tal mistede vi 25% af vores normering i hele institutionen.

Jeg synes Emil har betalt en høj pris for at være inkluderet i en almindelig 30-børns gruppe. Der har været mange timer i hans børnehaveliv som ikke har været optimale: med 30 børn og 2 voksne er det svært at være autist – svært for pædagogen at give støtte til socialisering og udvikling.
Jeg synes også vi i personalegruppe har betalt en stor pris. Der har været mange dage, hvor vi ikke har kunnet give det til Emil som vi ved med vores uddannelse og erfaring ville være det optimale. Dage hvor han end ikke har fået det næstebedste. Det giver frustration og ”grå hår”.
”I en undersøgelse i BUPL svarer næsten alle pædagoger, at de arbejder med inklusion. Men hele 68 procent siger, at de har fået færre ressourcer til opgaven med udsatte børn inden for de seneste tre til fem år” (citat fra 0-14)
Hvor ville jeg dog ønske, at de der har besluttet at alle børn kan inkluderes, havde større kendskab til de mest sårbare og udsatte børn i samfundet.
Hvor ville jeg ønske, at der var større forståelse for, at der er børn der taber, når man bilder sig ind, at alle børn kan inkluderes i en almindelig børnegruppe.

Hvor ville jeg ønske, at der ville blive talt åbent og ærligt om, at inklusion også bliver brugt som en spareøvelse. Så vidste vi alle – både personale og forældre hvad vi ”spillede med og mod”.
Hvor ville jeg dog ønske, at de der har besluttet at alle børn kan inkluderes også ville være med til at betale hvad det koster for at inklusionen kan lykkes.

I september besøgte jeg Emil på hans skole. Inden skolevalget pressede vi og forældrene på og det lykkes os at finde en god skole til Emil. Han var selvfølgeligt godt forberedt på, at jeg skulle komme, så jeg var ventet. Og han viste stolt frem: Her er mit skema – her er min skoletaske – her er min plads – her er mit legeskema – og her er en af mine bedste venner  Emil går nu på en lille specialskole for autister. Hans verden er overskuelig, han har allerede lært at læse og han har fået venner. –