At sætte fodspor…..

Hvad er det egentlig pædagoger kan?

Hvorfor tror de selv at de er så betydningsfulde og gør en forskel for børnene? Er det ikke bare tomme ord fra en faggruppe der føler sig lidt overset?

Mon ikke der er mange der tænker sådan om pædagogerne?

Det tror jeg. Og måske er det med rette, for det vi udretter kan ikke altid måles og vejes, for hvordan skal man gøre det?

Skal vi kigge på antallet af underretninger? Eller skal vi kigge på hvordan børnene klarer sig som voksne, eller er det lærernes arbejde der skal måles på den måde?

Der findes ikke rigtig nogen god målestok der kan bruges til at måle pædagogernes arbejde, men for os selv som faggruppe tror jeg at der findes mange:

Barnet der aldrig går hjem uden at have givet dig et kram.

Barnet der lyser op, når han ser, at det er lige præcis dig, der er der til at tage imod ham om morgenen.

Barnet der af egen lyst kommer og kravler op på dit skød, bare lige for at sidde  5 minutter og føle sig set.

Barnet det beder om din hjælp til at løse en konflikt.

Barnet der rigtig gerne vil fortælle dig hvad hun har oplevet i ferierne og weekenderne.

Barnet der betror dig når noget er rigtig svært derhjemme.

Der findes  mange flere gode eksempler – vores hverdage er fulde af dem. Og det er lige præcis det der er essensen af vores arbejde: Vi engagerer os i børnenes liv, og dermed gør vi en forskel.

Der ud over løser vi rigtig mange andre opgaver, som at holde øje med børnenes udvikling og reagere, hvis vi finder grund til bekymring, skrive underretninger, holde forældresamtaler, hjælpe børnene med af- og påklædning, sørge for frugt osv osv. Listen kan gøres meget lang, men i bund og grund beder børnene om at “få” os:

 

De beder om vores engagement,  at vi  får dem til at føle sig betydningsfulde, og ovenstående er essensen af pædagogernes arbejde, skåret ind til benet – til det som betyder allermest for børnene.

Og det må, på trods af skiftende regeringers håbløse målsætninger for pædagogernes arbejde, være vores absolut fornemste opgave: At sende børnene videre i livet med en følelse af at de, uanset race, køn, økonomiske vilkår og forældre,  er betydningsfulde og  at andre gider gøre en indsats for at de har det godt.

Det er det pædagogerne er uddannet til: at se den enkeltes potentialer og bygge videre på dem, så hvert enkelt barn kan gå videre i livet med højt løftet pande og  troen på sig selv som menneske.

Det må være den bedste gave vi som professionelle kan give de børn vi møder i vores hverdag.

Og det er det vi kan: vi kan sætte fodspor i børnenes liv – vi ved at vi gør en forskel!

 

 

 

Kommentarer