De handicappede børn må ikke miste deres klubaften

Martin er en dreng på 14 år, han er handicappet og går på specialskole i Aarhus.

Martin glæder sig til hver tirsdag, hvor der er klubaften i SFO’en. Martin er lidt stolt af at gå i ”klub”, for nu går han også til noget, – ligesom sin søster, der går i almindelig Folkeskole og går til tennis en gang om ugen.

Martin og hans kammerater er med til at bestemme, hvad de skal have til aftensmad, og de hjælper til med at handle ind og lave mad. Når de er ude og handle, får Martin muligheden for at øve sig i at begå sig i trafikken og i butikkerne. Tilbage i SFO’en får Martin kendskab til, hvordan man følger en opskrift og tilbereder maden. Martin nyder det sociale samvær med sine kammerater og pædagogerne, når de spiser sammen tirsdag aften, han nyder det samvær, der er på disser aftener, for det er anderledes end den almindelige hverdag i SFO’en. Martin og hans kammerater bruger flere tirsdage på at øve sig til ”MGP”(melodi grandprix), som er bare en af de årlige traditioner.

Men konsekvensen af Aarhus kommunes besparelser er, at der ikke længere er klub aften hver tirsdag i Martins SFO.  Nu er der to gange tre klubaftener om året.

Aarhus kommune har pålagt Martins skole, en besparelse på 4.200.000 kr., og ledelsen arbejder på, at konsekvenserne af besparelserne, vil ramme hverdagen uden de store radikale ændringer. Efter en længere diskussion mellem pædagogerne og ledelsen, hvor pædagogerne mener, at enten skal der være klub aften hver tirsdag eller også skal der slet ikke være et klubtilbud, beslutter ledelsen sig for, at der skal være 3 klubaftner om efteråret og 3 om foråret.

For Martin og hans kammerater er det vigtigt, at der er gentagelser i deres hverdag, ellers er det som at starte forfra hver gang. Den faste pædagogiske aktivitet tirsdag eftermiddag og aften går tabt og den samhørighed og fællesskabsfølelse, der er omkring klubaftenerne forsvinder. Pædagogerne har opbygget en god og tryg ramme for læring, hvor børnene bliver udfordret i forhold til at færdes i trafikken, i forhold til hvordan man opfører sig, når man er ude blandt andre, og hvordan man griber madlavning an. En ramme hvor børnene har mulighed for at danne og vedligeholde venskaber i og på kryds og tværs af grupperne. Der er selvfølgelig stadig mulighed for venskaber, men klubaftenerne er der, hvor der særligt er potentiale for længere og mere intense aktiviteter, som ikke afbrydes af, at børnene skal hjem på forskellige tidspunkter.

Det er en skam, at de handicappede børn må undvære de gode oplevelser og den læring, som kommer af klubaftenerne, fordi der skal spares. Det er ærgerligt, at en så forholdsvis LILLE økonomisk besparelse skal have så STORE menneskelige konsekvenser, for en i forvejen udsat gruppe.