De studerende skal være bedre klædt på, når de kommer ud i praktikken.

 

For os der arbejder indenfor daginstitutionsområdet er det en selvfølge, at vi er klædt på efter vejrforholdende. Regner det, har vi regntøj og gummistøvler på og er det koldt er vi i klædt hat og handsker og varme trøjer.  Derimod er det ikke en selvfølge, at de studerende vi modtager i praktik er klædt ordentligt på.

Men nu er det i grunden ikke lige den form for beklædning, jeg tænker på. For mig som praktikvejleder handler det om, at de studerende skal være fagligt og personligt klædt på.

Jeg har valgt at blive praktikvejleder, da jeg gerne vil være med til at udvikle pædagogprofessionen og da praktikken er en vigtig del af uddannelsen. Men når en studerende i slutningen af sin lønnede praktik i min børnehave ikke er i stand til at sætte ord på, hvorfor vedkommende gerne vil være pædagog, ej heller ved hvilken lovgivning daginstitutionerne opererer under – ja så er der ikke meget håb om, at vedkommende vil blive i stand til at højne og udvikle vores profession.

Når jeg modtager en ny studerende i en lønnet praktik, har jeg en forventning om, at vedkommende ved hvad det vil sige at være studerende og har gjort sig nogle forestillinger om, hvad de vil med praktikken og faget.

Jeg oplever desværre gang på gang, at det ikke er tilfældet. En oplevelse som jeg deler med mange andre praktikvejledere.

En oplevelse som er så udbredt, at seminariet, som jeg modtager studerende fra, omtaler de studerende som den nye generation af studerende. En generation som det er nødvendigt, psykologer holder oplæg omkring til vejledningsmøder på seminariet.

Om vi vejledere, så skal se det som en problemstilling eller som en udfordring må være op til os selv hver i sær, i hvert fald så længe seminarierne ikke er i stand til klæde de studerende ordentligt på. Men hvad består problematikken i grunden af og hvad skyldes det, at den opstår? Er kravene til at blive optaget på seminarierne for små eller er undervisningen på seminarierne ikke god nok?

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelse efterlyser i denne tid tanker og ideer til den nye pædagoguddannelse. Jeg tror på at et større samarbejde mellem seminarierne og praktikvejlederne vil kunne bidrage til at styrke pædagoguddannelsen.

Mit konkrete bud på samarbejde.

Samtlige ansøgere til seminarerne skal skrive en motiverende ansøgning, som skal give et fagligt og personligt billede af de kommende pædagogstuderende. Der skal oprettes optagelses udvalg, hvori der skal indgå uddannede pædagoger eksempelvis uddannede praktikvejledere.

Pædagogerne skal ind på seminarerne og fortælle praksishistorier. Historier som skal sætte den tavse viden i tale. Det skal være de historier, som de studerende ikke kan erfare teoretisk.

På denne måde tror jeg, vi vil kunne få mere motiverede studerende, som er vel påklædte på flere niveauer.