Den dag jeg opdagede manglerne i min superheltedragt

Det er torsdag, og dermed den dag i ugen hvor vi er 3 voksne til 14 vuggebørn.- Om torsdagen, hopper jeg i superheltedragten!

Jeg møder ind kl. 8, og vi aftaler hurtigt, at vejret er for godt til at være inde. Ud på legepladsen med os alle.

Jeg hjælper børn og kolleger på legepladsen, for derefter, at trække mig tilbage til andet arbejde.

Min superheltedragt hjælper mig godt på vej. Jeg flyver op på kontoret efter vikar mappen. Jeg skal på 3 dages kursus i KBH, og der skal findes vikar. Jeg flyver videre hen til stuen for at finde vores arbejdsplan. Vores studerende skal på indkald, og jeg skal med… det kræver også vikar. Vi skal spare, så jeg sætter kun vikar på der hvor det er mest nødvendigt. Imens jeg kigger arbejdsplan og ringer til vikar, dækker jeg bakke med frugt og vand til dem der er ude. Flyver ned på legepladsen og aflevere bakken, og flyver op i køkkenet igen for at tømme opvasker… Det er vores stue der har køkken denne uge. Kommer i tanke om, at vores nye barn må være på vej. Jeg flyver ind på stuen, og får skrevet ændringerne af arbejdstiderne i diverse mapper og kalendere, så hele huset er informeret.

 

Det nye barn ankommer, og imens jeg tager imod barn og mor, ringer telefonen. Et vuggebarn har fået øjenbetændelse, og mor er usikker på om barnet må komme i vuggestue. Det svar kan jeg heldigvis i hovedet.

Det nye barn og jeg vinker farvel til mor, og ligesom jeg tænker vi skal have tøj på og ud på legepladsen, kommer min kollega op med to børn. En som har skidt, og en som er træt og ked. Vi aftaler, at jeg bliver på stuen, og hun går ned igen. Jeg trøster, og flyver ud på badeværelset og skifter bleen, og flyver ind på stuen igen. Vi hiver kassen med dyr frem, og siger ”muuh” ligesom koen.

Nabostuen spørg om de lige må lade døren stå åben imens de går i garderoben.. Selvfølgelig må de det.  De efterlader tre børn, hvoraf de to af dem skriger. Jeg vil rigtig gerne tage hensyn til det enkelte barn, og putte pigen som er træt. Men det kræver jeg efterlader fem børn på stuen, og det dur ikke. Så vi leger videre, imens jeg fortæller hende, at hun kommer ud og sove lige om lidt.

 

Da nabostuen henter deres børn, går jeg ud og putter den trætte pige. Vuggestue livet er også ret nyt for hende, så hun græder da jeg putter hende. Jeg er ikke tilhænger af, at børn bare skal skrige sig selv i søvn, så jeg bliver stående hos hende, imens jeg smiler og vinker til børnene inde på stuen – som heldigvis leger rigtig godt.

 Pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg skal tisse..

Det har jeg egentlig skullet længe, men har glemt det. NU kan jeg for alvor mærke det. Tanken om ikke at kunne komme af sted er skrækkelig. Jeg prøver at vinke ud til mine kolleger på legepladsen, men da jeg står på første sal, er der ingen der ser mig. Jeg håber der snart kommer en ind på stuen…. Men det gør der ikke. Det er 5 laaaange minutter. Jeg overvejer at tisse i en af krybberne, men slår tanken væk igen.

Endelig sover pigen, og jeg går ind på stuen igen. Min kollega kommer ind med flere børn… Det er spisetid, og jeg skynder mig på toilet. Og dèr går det op for mig, at min superheltedragt har mangler. Den kan hjælpe mig med at komme hurtigt frem og tilbage, og det kan give mig kræfter jeg ikke anede jeg havde, men den kan ikke hjælpe mig med at tisse i nødsituationer.

 

Vi spiser middagsmad, og putter ungerne. Imens de sover, prøver jeg  at forberede stueforældre mødet, hvor jeg skal tale lidt om inklusion og forældresamarbejde. Jeg har også en SMTTE der ligger og venter på at blive færdig. Jeg mangler at skrive referat fra sidste vejledning med den studerende, og jeg skal have ringet til socialrådgiveren.

 

Jeg er kun halvt færdig da ungerne vågner… Næsten alle på én gang. Jeg har savnet mine vuggeunger i dag, så jeg hiver guitaren frem, til lidt fri bevægelse på gulvet.

For første gang i dag, ser jeg deres smil og hører deres latter. Jeg ser hvordan de hopper og triller rundt på gulvet. Hvordan de samarbejder, og hvordan de alle formår at deltage i fællesskabet.

Mit vugge hjerte bliver rørt, og den dårlige samvittighed fra formiddagens turbulens dukker frem igen… Den var egentlig ikke så langt væk.

 

Kl. er 16, og jeg har fri. Smider superheltedragten i garderoben.

I morgen er det fredag… men jeg tager helt klart superheltedragten på igen!

Kommentarer