Lille Olav

For et par år siden passede jeg en lille dreng på min stue. Han var lille. Han kunne lige nøjagtig komme ind under kommunens pasningsgaranti fra 6 måneder.

Så her var han. 6 måneder gammel og klar til at starte sit institutionsliv. Det vakte ofte undrende spørgsmål fra andre forældre. Specielt mødrene kunne ikke lade være med lige at skulle over og ae ham, mens de kiggede på ham med deres bekymrede øjne. ”Han kan da ikke være særlig gammel? ” og ”Jamen, er det da ikke for tidligt at sende så lille et barn af sted?”. Vi kommenterede selvfølgelig ikke yderligere disse bemærkninger, men påpegede at forældre jo af forskellige årsager bliver nødt til at sende deres børn af sted i institution. Nogle gange fra meget tidlig alder.

Mariehønestuen, hvor jeg var, var en almindelig vuggestue. Der var på dette tidspunkt mange 2 årige og derfor også et naturligt højt aktivitets niveau.

Det var en hård start. Lille Olav havde svært ved at falde til og svært ved at blive tryg. Han små klynkede ofte og græd, når han ikke var tæt på en af os kendte voksne. Vi forsøgte på bedste vis at skærme Olav og skabe et trygt stille miljø, hvor han gradvis kunne vende sig til hans nye vuggestue liv.  Han var der som regel fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Når jeg tænker tilbage, så var hans dag i institutionen væsentlig længere end min. Vi ville så gerne imødekomme hans behov for nærhed og det blev faktisk sådan, at en voksen næsten gik fra til ham. Vi følte os ofte fanget i et dilemma mellem at opfylde hans behov for omsorg, tryghed og tilknytning, samtidig med at kunne være der for de resterende 11 børn.

I løbet af dagen, gerne sent på eftermiddagen, når der kun var en enkelt voksen på stuen, måtte jeg nogle gange overhøre hans gråd. Måske var jeg ved at skifte et andet barn, skille to børn fra hinanden eller måske trøste et barn, som var ked af det. Jeg forsøgte at kalde på ham, så han kunne høre at jeg var i nærheden eller få en af de store til at kigge ned i kravlegården til ham. Selvfølgelig lå han der ikke i lang tid. Men oplevelsen af at vi ikke altid kunne opfylde hans behov, med det samme, gav en følelse af magtesløshed.

Olav er langt fra den første og ej heller den sidste, som er startet i daginstitution kun et halvt år gammel. Det får mig til at tænke på, om det altid er forsvarligt at sende så små børn af sted i daginstitution? Barnet skal igennem mange milepæle i løbet af det første år.  Jeg er bange for, at vi som pædagoger ikke har muligheden for, at kunne støtte op om denne udvikling og at der derved går vigtige ting tabt for barnet?

Jeg ved godt, at det er en nødvendighed for forældre. Nogen gange kan det ikke være anderledes og det er vel også godt for samfundet med arbejdende forældre? Men hvad med barnet? Hvad med lille Olav? Og hvad med de mange andre små, jeg er stødt på i min karriere? Hvem taler for dem? Hvem beretter om hvordan deres hverdag er? Jeg har ofte hørt, at børn er gode til at tilpasse sig og så tænker jeg bare ” Jamen, de kan vel heller ikke andet?” Det er jo deres virkelighed!

Det ligger i vores profession at varetage og opfylde barnets behov for omsorg, nærhed og udvikling. At møde barnet anerkendende og være medskaber af en god barndom. Jeg er bekymret for, hvordan det vil påvirke børn at komme så tidligt af sted, når ressourcerne til at varetage deres basale behov ikke er til stede? Betingelserne for udførelsen af det pædagogiske arbejde bliver konstant forringet og det er vores børn der betaler prisen. Specielt børn som lille Olav.

Kommentarer