Demokratiet er i fare!!

Ja kald mig bare naiv, men jeg tror på det bedste i mennesket, jeg tror på det nære, det kreative og det iderige. men jeg tror også på fællesskab, demokrati og sammenhold uden indspisket ensartethed – for når det handler om mennesker, er vi jo forskellige, og uden at vi måske lige er klar over det, foregår der noget mellem  mennekser, som vi ikke selv helt er herre over.

Tag nu f.eks. billedet af jeg kører i bus hver dag, ad den samme vej med den samme bus. Der er nogle af passagererne som jeg, der har kørt denne tur mange gange, men pludselig stiger et nyt ukendt ansigt ind og sætter sig bag mig. Måske har jeg haft øjenkontakt en brøkdel af et sekund, og netop det er med til at gøre forskellen. For da passagereren bliver i tvivl om bussen kører forbi et bestemt sted, er det mig hun spørger, og med det, prøver jeg at sige at vi sender nogle signaler til hinanden, uden måske egenligt at vide hvilke og hvornår.

Hvordan kan det være at nogle mennesker som bor i samme ejendom f.eks. ikke kan finde ud af at sige godmorgen til hinanden – de kan ikke være i tvivl om hvem hinanden er, men alligevel er der en form for berøringssangst. Hvad er det for et samfund vi er ved at forme os til? Er det five minutes of fame, hvor man bliver nedgjort og psykisk knækket for åben skærm blot for at vinde den halve million og hvor berøringsangsten pludselig er ophørt – her skal vi helst have det hele med, der er målet for det enkelte menneske? Er det et samfund hvor man hurtigt bliver målt og evalueret og dømt ude, og ikke får chancen for at komme “ind” igen? Eller er det et samfund hvor der er plads til den enkelte i samhørighed med andre?

Jeg har brug for at  være mig, at være professionel på og i mit arbejde, men også personlig, i forhold til at rumme andre mennesker med f.eks. socialt svære levevilkår, der har brug for min hjælp. Jeg vil ikke bo i et samfund hvor det handler om at kunne betale sig fra alt og til alting, men at alle mennekser har lige muligheder for et godt liv. Det er jo netop det smukke ved demokratiet – at alle stemmer kan tale og blive hørt – vores ytringsfrihed. Jeg er en KVINDE der har valgt ikke at få børn selv, men valgt at bruge mine menneskelige egenskaber på andres børn, som pædagog. At kunne bringe livglæde til børnene og modtage den livsglæde de giver tilbage til en,  er noget man ikke kan få for penge – her skal man turde at være et menneske der møder andre mennesker tæt på i nuet. Derfor har jeg heller ikke frasagt mig kravet om, at jeg ønsker mig ordentligt betalt for min ydelse i samfundet, samt retten til at leve et godt liv, for det er jo også en del af demokratiet.

Hvad er det for en fremtid vi og jeres børn går i møde hvis demokratiet dør? Bliver det så den der er stærkest, klogest og rigest og ved bedst, der er den der bestemmer , eller vil vi kæmpe for demokratiet og justere det løbende med udviklingen af vores samfund?

Jeg ved godt hvad jeg vil kæmpe for – demokratiet!