Dengang jeg lærte at handle, Del 1:Kæntringen

Det er en dejlig solskinsdag for ca.18 år siden, jeg er en frisk pædagogstuderende der sammen med nogle af mine medstuderende har fundet svaret på den helt rigtige pædagogik. Vi skal ud og sejle.

Vi skulle prøve alle former for sejlads. Og vi var så heldige at vi både havde en bevægelsefagslærer med en sejlbåd, samt adgang til et lille bådlaug ude ved ”Hesteskoen”, hvo vi kunne sejl i optimistjoller m.m.

 

Denne dag var der dømt fri leg, og Lars og jeg bestemte os for at vi skulle udnytte det gode vejr og tage en tur ud til bådlauget og rigge et par optimistjoller til, normalt når vi var flere af sted så tog 1 af os gerne en motorbåd som følgebåd, men da vi kun var 2 valgte vi begge at tage ud i hver vores lille jolle.

 

Det var fedt, vinden var lige tilpas hård til at der skulle arbejdes med båden og der vi fik øvet lidt vendinger og solen bagte på mit ”refleks-skrig-gule” regntøj.

 

Efter ca. 40 min, ændrede vejret sig radikalt, der gled en sky for solen, vinden tog til og der kom flere og højere bølger. Vi sejlede op på siden af hinanden og blev enige om at vende ind af. Men da vi skulle vende fik et hårdt vindstød mig til at misse min vending og jeg kæntrede, det var noget jeg har prøvet flere gange med denne gang v ar der noget galt. Da jeg tippede rundt blev jeg fanget i et reb fra masten og sad fast, båden lå med bunden i vejret og jeg hang fast. ”Ingen panik” var min første tanke, jeg fik følt mig frem til hvor jeg sad fast og fik løsnet masten i stedet for at slås med knuden, jeg var fri med det samme.

 

Jeg kunne på Lars at det havde set voldsomt ud da jeg kom op, jeg var forskrækket med dog ok, jeg var mest nervøs for hvad der var sket med den mast jeg nu havde dumpet.. Jeg fik vendt jollen og kæmpet mig op i den og begyndte at pøse vand, det var dog med ren håndkraft da min pøs var bundet til masten (smart ikke)

 

Lars havde da jeg kæntrede, også fået lidt problemer, han havde i hans forsøg på at blive på stedet mistet en tværstang, men havde dog stadig en mast med en blafrende sejl på, og det gjorde at den var noget sværere at styre. Vi blev hurtige enige om at Lars skulle forsøge at komme ind til bådlauget og starte motorbåden op og så komme og hente mig, for det var vores eneste chance for at få begge bådene ind.

 

Virkeligheden begyndte lige så stille at snige ind på mig da Lars vendte både og begyndte at kæmpe sig ind ad i hans lettet havarerede fartøj, vejret var gået fra skønt til rigtig skidt og tanken om at ligge i sejlrenden i Limfjorden ved Aalborg var pludselig ikke så tiltalende. Jeg så for mig et containerskib komme imod med et skilt på siden ”We break for nobody” og kunne ikke bestemme mig for om jeg skulle grine eller græde, men jeg besluttede mig for det første, Jeg havde bevidst valgt at vende rygge til den vej Lars sejlede, for det var alt for hårdt at se ham forsvinde lige så langsomt, min krop tog blot over og jeg pøste blot vand og vand og vandt og holde min lille skude oven vande.

 

Jeg drev længere og længere ud i sejlrenden, og jeg mistede enhver fornemmelse for tid, og selv om jeg var bange holdte min positive tanke ” Lars kommer tilbage” mig fra at opgive helt.

Fortsættes

 

 

Kommentarer